Kræften kunne SLET ikke lide kemo …

Jeg har helt glemt at fortælle ugens gode nyhed.

Læs selv:

Jepsen! Man skal ikke være uddannet doktor for at kunne forstå ovenstående, der er et udklip af patologisvaret af mine forhenværende bryster (RIP).

INGEN resttumor. Ingen spor af kræft. Kemoen er simpelthen marcheret ind i min krop og har dræbt alt, der bare mindede om cancerceller. Og det manglede da også bare …

Det er i øvrigt syret, at der i en kælder i Slagelse har siddet en mand ved navn Henrik (der står navn i prøvesvaret, så det er ikke noget, jeg bare finder på. Jeg har endda googlet ham for at finde ud af, hvordan han ser ud. Jeg ved godt, det lyder tosset, men det beroligede mig lidt, at han ligner sådan en klog type) og skåret mine bryster i tynde, tynde skiver for at undersøge dem grundigt under et mikroskop. Det virker til, han har gjort et stort arbejde, ham Henrik, for der står mange, mange linjer om det, han har fundet i brystvævet. Blandt andet at resten af cysten lå tilbage med et ‘tykt, cremet indhold’. Ad, ikk? Udklippet er bare en lille del af konklusionen, som altså fortæller, at giften har haft maksimal effekt på de kræftceller, en anden patolog fandt for syv måneder siden.

Jeg var blevet slemt skuffet, hvis den kun havde haft middel effekt – eller hvis der havde stået ex. ‘behandlingsrespons grad 2’ (som ellers er et ok resultat). Det kan umiddelbart virke fjollet, da jeg uanset hvad skulle have fjernet alt, der bare lugtede af brystvæv. Men jeg har fandme været igennem otte kemobehandlinger på et halvt år. Noget, jeg (advarsel, kliché forude) ikke ønsker for min værste fjende. Så jeg ville på en eller anden måde føle, at det var spild af utallige arbejdstimer på Kemokontoret, tabt hår, træthed, utilpashed, ‘ligne en (grim) dreng’-hed, hvis den lange lorteperiode kun resulterede i et nogenlunde udfald.

Nu kan jeg leve med det. Med udråbstegn efter ‘leve’.

Så hurra for kemo. Hurra for livet.