Kuk kuk og tid til kræftkontrol

Det er så længe siden, jeg har været logget ind på min blog, at jeg simpelthen ikke kunne huske mit password. Ind i mellem glemmer jeg faktisk også min pinkode til dankortet. Det sker oftere nu, hvor de fleste butikker (i hvert fald dem, jeg besøger, altså supermarkeder og kæde-tøjbutikker) har indført kontaktløs betaling.

Jeg har fundet ud af, at når det sker, skal jeg i hvert fald IKKE prøve mig frem. Det er den direkte vej til et spærret kort. I stedet skal jeg lukke øjnene (i hvert fald mentalt) og visualisere, hvordan jeg plejer at trykke koden. For jeg er åbenbart sådan en, der husker i billeder. I hvert fald når det handler om koder.

Det virker hver gang. Lige bortset fra når jeg står over for en terminal, hvor tallene er vendt om. Altså de fleste terminaler starter i øverste venstre hjørne med 7. Nogle få terminaler (hedder det overhovedet en terminal? Hvis ikke så er jeg da lidt til grin nu, for jeg har skrevet ordet tre, nej, fire gange inden for 30 ord) er dog ‘omvendte’, så det er 1, der er øverst til venstre. Hvilket jo giver god mening. Sådan er de fleste tastaturer på telefoner også indrettet. Den gode mening når dog ikke så langt, når man skal trykke sin pinkode og er vant til den ‘normale’ knaprækkefølge.

I dette tilfælde med login til bloggen løste jeg det ved at gøre brug af, at computeren åbenbart gemmer mange koder. Så jeg slap for den irriterende ‘har du glemt din kode, så tryk her’-manøvre, hvor man modtager en mail, skal nulstille password og bla bla bla …

Jeg har lige modtaget en indkaldelse til næste kræftkontrol. Altså en invitation til en køretur til Næstved, hvor jeg skal hilse på en fremmed mand eller kvinde, der rører mig på brysterne og spørger, om jeg har nogle spørgsmål. Det har jeg nærmest aldrig, så besøget vil sandsynligvis være hurtigt overstået.

Hver gang der tikker sådan en indkaldelse ind i min e-boks bliver en del af mig trukket tilbage til for knapt tre år siden, hvor jeg befandt mig i behandlingsforløbet. Samtidig bliver jeg mindet om bloggen og får sådan en lyst til at skrive lidt mere herinde.

Det er nu ikke fordi, jeg ikke har villet skrive, at bloggen er blevet mildest talt forsømt. Det skyldes en kombination af at have travlt (i hvert fald oppe i hovedet), og at min computer har været mildest talt usamarbejdsvillig de seneste måneder. Den har været SÅ langsom. Altså som i at man kan skrive en sætning i eksempelvis word eller i en mail, og så går der flere sekunder, før den laaaaangsomt staver sig igennem bogstav for bogstav.

Det kunne jeg måske også forvente, når den er cirka 10 år gammel. Og ikke er blevet behandlet super godt. Kopiprogrammer, alt for mange videoer og perioder med nul virusbeskyttelse er blandt det, den har måtte lægge harddisk til. Så det er ikke underligt, den halter lidt ind i mellem. Lige nu kører alle programmer dog fint, så det skal udnyttes.

Dog bør jeg inden længe få indkøbt en ny computer. Er det egentlig gammeldags at sige computer? Jeg føler mig lidt pensionistagtig, når jeg skriver det. Men hvad skulle jeg ellers kalde det? Bærbar? PC? Så længe jeg ikke bruger udtrykket EDB, så er det vel ikke helt skidt 😉

Og tjek så lige, hvordan mine fingre ser ud hver freaking dag i øjeblikket! Når jeg har frosset bare en smule, kan jeg se frem til halve og hele timer med hvide fingerspidser. Raynauds hedder det. Endnu en gave, kemoforløbet har kastet i min retning.