Når man glemmer vuggestuearrangementet!

Lifehacks #2 Genveje til et lettere liv

Det har faktisk været sværere, end jeg troede, at få konkretiseret de hacks, jeg bruger hver eneste dag.

Måske fordi de er en så indgroet del af mit liv, at de for mig ikke virker som genveje, men bare som helt naturlige ting, man gør. Det er først, når jeg møder spørgsmål som ‘Hvordan kan du finde tid til motion/madlavning/rengøring, når du har tre børn?’ at det går op for mig, at jeg hacker rigtig, rigtig meget. Med alle mulige ting.

Ud over de hacks, jeg beskrev i indlægget her, kommer her en kort liste med nogle af de ting, der gør hverdagen lidt mere smooth. Flere af dem er banale småting, der er svære at se en større mening i – men mange bække små, ikk’? 😉

  • Når jeg ved, at jeg skal løbe senere på dagen, tager jeg løbetøjet på fra morgenstunden. Det giver bonus på flere måder: For det første ser man totalt sporty ud hele dagen. For det andet undgår man tøjkrise. Og så gør det heller ikke noget, at man ikke har makeup på, for det nøgne ansigt og håret i en tilfældig hestehale passer bare bedst til løbetights, -top og sneakers. Men det allerbedste ved dette trick er, at man kan være sikker på at komme af sted på løbeturen. For det virker bare lidt skørt at tage velduftende og ubrugt træningstøj af om aftenen. Jeg har personligt formået at løbe en tur, mens resten af huset sov, fordi jeg netop ikke kunne retfærdiggøre for mig selv ikke at gøre det, når nu tøjet var på. Et tillægstrick er at sige til sig selv, at det er nok bare at løbe et par hundrede meter – for når først benene er i gang, så vil man næsten med garanti fortsætte, når de hundrede meter er tilbagelagt.
  • Lidt i samme tråd så kan man prøve at tænke løb ind som transport i stedet for solo-motion. Eksempelvis skal Caroline i aften til svømning. Og i stedet for at fylde bilen med tre børn og køre de 2½ kilometer ned til hallen, så kan jeg med fordel sætte hjelme på hovederne af de to store, pakke Mimi i løbevognen og så løbe derned. Bonus er, at de store fungerer som kaniner, der lige giver tempoet et lille skub op. Og hvis det er svært at få overtalt pigerne til at cykle i stedet for at blive kørt i bilen, så er en bolle ved bageren på vej hjem eller en slikpind altid en god bestikkelse 😉
  • Vi har jo marsvin. I ental. Den ene, Pizza, døde nemlig desværre for nyligt. Kæledyr betyder bur, der skal renses, for at hele huset ikke kommer til at lugte af pis. Seriøst, de dyr kan virkelig gøre sådan et bur klamt på no time. Nå, men sådan et bur består jo typisk af strøelse i bunden, der suger pisset. Og fordi vi har valgt at have et kæmpe bur på ca. 1½ x 1 meter, så kan det tage rigtig lang tid at få tømt det for pis-strøelse. Her er hacket at lægge omvendte plasticlåg ned i bunden af buret. Altså sådan nogle store låg, der hører til eksempelvis bedrollers fra IKEA. Oven på lågene lægger man så de sædvanlige aviser og strøelsen. Når buret så skal rengøres, tager man bare lågene op, bærer dem ud til skralderen og hælder aviser og strøelse i spanden. 1-2-3, så er det bur tømt.
  • Vi har lige fået ny kaffemaskine. Sådan en espressomaskine, der kværner bønner. Ud over rigtig god kaffe og hyperfriske morgener har det også givet mig ekstra blød hud. For den grums, der er tilbage, når kaffen er brygget, samler jeg og bruger som scrub. Både i badet, men ind i mellem også bare til håndvask. For kaffegrumsen fjerner nemlig også dårlig lugt fra eksempelvis løg eller fisk. Der er vist også noget med, at man kan bruge grumsen til sine potteplanter, men det har jeg ikke lige eksperimenteret med endnu …
  • Når pigerne kommer hjem fra skole, er deres drikkedunke altid fyldte. I stedet for at hælde vandet i vasken, har jeg vænnet dem (eller: mest Caroline) til at gå en runde i huset og hælde en sjat i hver plante, vi har stående. På den måde minimerer vi vandspild, og så undgår vi, at planterne dør af tørst.
  • På samme ‘mindre spild’-agtige måde, så kan jeg finde på at genbruge deres levnede havregrød eller havregryn til boller/brød. Hvis jeg alligevel skal i gang med at bage, så tømmer jeg deres rester ned i bageskålen. Ej, okay, lyder det skørt? 😀 Jeg gør faktisk det samme med deres mælk. Jeg kan bare ikke se, hvorfor det skal gå til spilde, hvis det kan (gen)bruges i lækre, lune boller.

Hold kæft, jeg kunne blive ved … Men jeg gemmer resten, for ellers bliver det for langt.

Mimi er hjemme i dag, så nu vil jeg se, om vi kan nå over på legepladsen, inden det bliver regnvejr. Vi tager joggeren, for så kan vi samtidig få handlet til aftensmad – og få sat v-tegn ved dagens motion 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man glemmer vuggestuearrangementet!