Når man glemmer vuggestuearrangementet!

Og redder den lige på målstregen 😉

Pyha, jeg har altid haft det skidt med tanken om ikke at komme til arrangementer i pigernes institutioner/klasser/sportsklubber. Tanken om at den lille blonde størrelse står for sig selv blandt smilende forældre, der krammer deres afkom og bliver vist rundt i klasser og stuer. Helt ene og forladt uden en eneste bekendt voksen i sigte. Åh, altså. Det går lige i hjertet.

Jeg ved ikke, om jeg selv har oplevet det som barn. Det kan jeg ærligt talt ikke huske. Men i hvert fald er det virkelig vigtigt for mig, at mine piger oplever, at deres forældre sætter kryds i kalenderen, når der tikker en invitation ind i forældreintra eller postmappen. Jeg har sågar deltaget i bedsteforældredage i både børnehaven og klassen, fordi jeg fik det så skidt ved tanken om, at mit barn skulle være det eneste, der ikke havde nogen med. Det kan i øvrigt anbefales – der er altid rigelig kage til bedsteforældrearrangementer 😉

I dag var der (åbenbart) fernisering i Mimis vuggestue. De har haft et længere forløb om dyr og natur, og i dag ville de udstille alle de fine æbletryk, malede køer og alt muligt andet.

Det havde jeg så fuldstændig glemt. Godt nok sagde jeg forleden til Morten, at jeg mente, jeg skulle et eller andet torsdag i denne uge. Men det var så fjernt, at jeg slet ikke kunne spore mig ind på, hvad det var.

Først da jeg tjekkede forældreintra for at se, om Mimi havde sovet i dag (hun er i gang med at skippe luren, og det er ret vigtigt for resten af dagens planer, om hun kommer mega træt hjem eller ej), opdagede jeg det. “Vi glæder os til at se jer i eftermiddag,” stod der. FUCK!

Klokken var 14.50, og ferniseringen startede kl. 15. FUCK. Jeg havde lige ryddet op udenfor, så mit tøj var beskidt, og jeg var svedig under armene. Og oven i dette har jeg lige fået tegnet mine øjenbryn op, så de er sindssygt mørke, hvilket ser lidt underligt ud, når man ikke har andet makeup på.

Men jeg traf en hurtig beslutning og løb ovenpå og tog en ny t-shirt på, satte håret op i en knold og tog to hurtige lag mascara på. Op på cyklen og ræse de 300 meter hen til vuggeren.

Bum, 15.04 stod jeg på legepladsen og kunne fake at være hende moren, der selvfølgelig havde prioriteringerne i orden.

At Mimi så var ret ligeglad med, at jeg var kommet, er en anden sag. Men jeg nåede det og slap for den dårlige samvittighed, der helt sikkert havde indfundet sig, hvis ikke jeg var taget derover.

Og nu skal vi på lossepladsen med haveaffald.