For to år siden fik jeg konstateret kræft…

Ja, rent faktisk var det i forgårs, d. 1. februar.

For et år siden var jeg meget opmærksom på, at jeg havde nået datoen. Jeg tænkte på det flere dage op til og også på selve dagen.

Men i år? Tja … Jeg blev faktisk først opmærksom på det, da en kræftveninde (ja, sådan nogle får man undervejs😆) sendte mig en besked om det sidst på dagen.

Og så blev jeg sådan lidt ‘Fuck, ja, for fanden!’ Altså jeg havde nærmest lidt den dér følelse af, at jeg havde glemt nogens fødselsdag.

Det var ikke en gang fordi, jeg ikke havde været opmærksom på, at det var den 1. februar den dag, for jeg var flere gange i løbet af dagen af arbejdsmæssige årsager blevet konfronteret med datoen. Men der var altså ikke en eneste lille klokke, der ringede, indtil jeg blev gjort opmærksom på det.

Da jeg nævnte det for Morten, var han også sådan ‘Gud ja!’ Ham fortalte, at han flere gange den dag havde tænkt, at det var en dejlig dato, fordi januar så var overstået, og at februar var en kort måned og bla bla bla …

Det er underligt, for havde man spurgt mig for bare halvanden år siden, så ville jeg påstå, at d. 1. februar for evigt ville være en sort dag. Den dag, jeg fik en af de værste beskeder, man kan få.

Nu er det bare en dag. I år en torsdag. Næste år en fredag. (Eller en onsdag? Jeg kan aldrig huske, hvilken vej det rykker).

Men altså bare en helt almindelig dag som alle andre. Og det er sgu dejligt.