For 16 mdr siden barberede jeg alt mit hår af …

Jeg kan tydeligt huske det. Præcis 14 dage efter første kemo var mine hårsække blevet så svækkede, at de langsomt begyndte at slippe taget. I løbet af få timer kunne hive mere og mere hår af.

Indlægget omkring, hvordan jeg valgte at tage styringen og klippe det af selv, er stadig et af de mest læste og kommenterede. Måske fordi jeg var hudløst ærlig og viste alt i både ord og billeder.

I løbet af de næste mange måneder var det bare sådan jeg så ud. Altså skaldet. Jeg vænnede mig selv til det lynende hurtigt. Anderledes forholdt det sig med omverdenen. Men undrende – og ikke mindst medlidende og bange – blikke blev en del af min hverdag, og også dem lærte jeg at leve med. Faktisk i en sådan grad at jeg stoppede med at kigge folk i øjnene. Helt ubevidst undgik jeg at få øjenkontakt med de mennesker, jeg gik forbi, når jeg var ude. Som en uheldig sidegevinst af dette stoppede jeg også med at holde øjenkontakt med dem, jeg kendte. Det anede jeg ikke selv, før jeg blev gjort opmærksom på det. Og det var først, da denne opmærksomhed ramte mig, at jeg fik ræsonneret mig frem til årsagen.

Efter sidste kemo i juli gik der nogle måneder, før håret sådan rigtig begyndte at vokse. I mellemtiden blev jeg ved med at trimme det ned. For de spredte dun gjorde mildest talt ikke noget godt for mit udseende.

Herefter kom en lang periode med hår, der langsomt lignede en ‘med vilje’-frisure.

Og se så lige, hvad der skete i dag:

Ja, det er en bittelille minihestehale lavet med en af pigernes små, lyserøde elastikker. Men det, den mangler i størrelse, indeholder den til gengæld i symbolik og følelsesmæssig betydning. Det er fandme livet, der ligger i den hårtot.