For præcis et år siden … Og noget om tid.

Den 8. juli 2016 skrev jeg denne opdatering på facebook:

Og i løbet af den næste uge skrev jeg dette og dette indlæg om den sidste infusion på Kemokontoret.

ET år!?

Da mindet poppede op på facebook, var jeg sådan lidt: ‘Hov, hvad? Nå ja … Ej, what?’ Hvis facebook ikke havde mindet mig om det, så tror jeg sgu ikke, jeg selv havde tænkt over, at der nu er gået et år.  Jeg har lagt den periode så meget bag mig, at det kun er noget, jeg tænker på – eller taler om – hvis andre nævner det. Altså sådan i detaljer i hvert fald. For selve det at jeg har haft kræft sidste år, tænker jeg ofte på – altså jeg bliver jo ligesom mindet om det hver eneste gang, jeg kigger mig i spejlet – eller bare kigger ned af mig selv;) Men det dér med detaljerne omkring de otte kemoinfusioner – som er langt det værste ved et kræftforløb (synes jeg) – er pakket væk.

Og så er der det dér med tiden. Det er blevet sådan en underlig størrelse. ‘Tid er relativt,’ siger man – sådan lidt per automatik, når nogen nævner noget, der omhandler tidsbegrebet.

Men rent faktisk er det med tid ikke rigtig noget, jeg nogensinde har tænkt over betydningen af. Altså tid som en begrænset mængde, der bliver mindre af, jo mere man bruger af den. Billedet af et timeglas, der rinder ud, som symbolet for et liv, der faktisk slutter på et tidspunkt. Det helt mindblowing er det faktum, at ingen af os ved, hvor meget sand vi har tilbage.

For tiden er ikke uendelig. Ikke for nogen af os. Et år kan være et helt liv. For de heldige er det kun 1/100 af et liv.

Tiden er irreversibel – tænk lige over det. Den tid, du bruger, er væk i det øjeblik, du har brugt det. De ti minutter, jeg bruger på at skrive dette indlæg, kan aldrig gentages.

Det er ikke noget, jeg skal tænke for meget over. For så kan jeg godt få den dér tanke om, at ‘er der overhovedet noget, der giver nogen mening, når alt alligevel slutter en dag?’ Og ja, det er da ikke nyt, at livet slutter en dag. Men indtil for et år siden ville jeg tænke på det på den dér ‘ja ja, vi dør allesammen en dag – det ved jeg da godt’-agtige måde – altså som noget, jeg bare formulerede uden at skænke det nogen videre tanker. På en eller anden måde så jeg jo mig selv som udødelig. For døden? Den kom da først om 70-80 års tid. God tid!

Det er nu ikke fordi, jeg har lavet så meget om i den måde, jeg lever mit liv. Det er faktisk stort set det samme. Up, eat, work, sleep, repeat. Men jeg lever ikke i uendeligheden mere. Jeg lever til næste kontrol. Og når den er overstået, lever jeg et år til. Og et til … Osv.

Jeg har ingen anelse om, hvor meget sand jeg har tilbage. Men jeg håber, glasset stadig er mere end halvt fuldt.