Man ved først, hvad man har …

Her taler jeg ikke om kjæææærrlighed og sådan noget pjat.

Nej, sætningen gælder jo alt! Kender I det, at der ikke er noget slik/sodavand/chips/pærer/rugbrød i huset … Hvad er det så, man har ALLERmest lyst til? Ja, lige præcis. På samme måde er det med rigtig mange andre ting. Job, kærester, mænd, børn, feriedestinationer, biler … Og helbred!

Hver gang jeg er forkølet, mister jeg smagssansen. Fuldstændig. Og hver eneste gang tænker jeg: ‘Åh, man værdsætter det jo alt for lidt i hverdagen det her med at kunne smage sin dejlige morgenkaffe. Og kage.’ Men hvad sker der så, når man endelig kan smage igen? Ja, præcis.

Lige nu kan jeg ikke rigtig bruge mine arme. Eller jo, jeg er jo ikke blevet lam. Jeg må bare ikke rigtig løfte noget, jeg må ikke løfte armene højere end til brystet, og jeg må ikke lægge kræfter i nogle armbevægelser. Altså lige som hvis man tørrer en indtørret klat etellerandet væk fra spisebordet.

Og nå ja, så må man jo bare lade være. For hvis jeg ikke respekterer det, risikerer jeg, at de blivende implantater rykker sig enten op mod kravebenet eller ud mod armhulerne. Not pretty! Så jeg forsøger at holde dem i ro, armene.

(Lige en hurtig fysiologikommentar til dem, der ikke forstår koblingen mellem arme og bryster: Mange af de bevægelser, man gør med armene, indebærer brugen af brystmusklerne. Og når brystmusklerne bliver brugt, bliver implantaterne trykket og rykket. Implantaterne ligger nemlig lige under brystmusklerne.)

Jeg har været SÅ irriteret over på den måde at være holdt gidsel i min egen krop. Altså jeg kan jo ikke noget! Jo, jeg kan gå. Men ikke med klapvogn. Jeg kan ikke cykle. Ikke køre bil. Så jeg kan gå. Men ikke eksempelvis købe noget på det loppemarked, jeg gik forbi i eftermiddags. For jeg kan jo ikke bære noget. Argh! Det er voldsomt frustrerende at være stækket på den måde. Og jeg ved jo godt, at det kunne være LANGT værre, og at det jo går over inden længe, men jeg kan alligevel ikke slippe irritationen.

Det blev ikke bedre, da jeg efter at have travet hele vejen til Lagkagehuset (der lige er åbnet her i Solrød), blev mødt med et ‘eeeeeej, beklaaaaager, vi vidzzzte zzzlet ikke, det ville blive zzåå vildt i dag, tihihi’ fra pigen bag disken, da jeg spurgte, om det virkelig kunne være sandt, at de ikke havde en eneste bolle tilbage klokken 9 – en lørdag morgen!

Ej, okay, nu skal det ikke lyde så mavesurt det hele. Jeg er rask. Jeg har tre smukke, kloge og bare helt igennem fantastiske piger. Sommeren har søgt ophold for cirka de næste tre-fire måneder … Og bla, bla, blaaaaa (skal læses med en barnlig vrængen) … Når først man er i det dér humør, så er det svært at svinge sig ud af igen. Kender I det?

Det eneste, der hjælper, er slik i lange baner. Keep it coming. Jeg kan lige så godt gå all in på dén front – jeg kan jo heller ikke træne de næste par måneder. Fuck, det irriterer mig også. Jeg var fandme kommet i god (eller ok) form. Flad mave, stærke muskler og alt muligt. Så ind med kalorierne.

Det er godt, at ParadIs også er åbnet her i byen. De slog dørene op i går. Og ja, vi har allerede været der.

Hun trænger sgu til at blive klippet, kan jeg se. Det samme gør jeg. Men jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad jeg vil med det hår. Så det får bare lov til at gro. Og det ser rent ud sagt retarderet ud.

Men jeg har fundet en midlertidig løsning i hårbånd. Det er faktisk genialt. Med ét er den mærkelige frisure ændret til noget, der ser ud, som om det er overlagt.

Nå, sengetid nærmer sig. Endnu en nat på ryggen. Med både bh og bryststrop på.

Okay, denne gang mener jeg det: Jeg vil huske at værdsætte det, når jeg kan sove nøgen på maven – eller bare siden.