Nailed it!

Carina, hvad laver du?

Jeg har hovedpine! Den dér irriterende slags, der helt sikkert stammer fra, at jeg sidder skævt på kontorstolen og falder sammen i ryggen. Nu hvor jeg endelig har fået hæve-/sænkebord, bør jeg stille mig op ind i mellem. Bør. Som i min verden overhovedet ikke rimer på Gør.

Min trøje i dag er sådan en off-sholder én. Så jeg har en bar skulder. Det var på grund af mine trætte bryster ellers umuligt tidligere. Ja, man skal vel se positivt på det …

I aften skal jeg til træning. Igen. Jeg er kommet ind i en virkelig god stime. Lige siden januar har jeg været til træning minimum to gange om ugen. Primært til de timer, der hedder Kettle Cross – som er crossfitagtig træning med kettlebells (deraf navnet). Jeg synes dog ikke, jeg kan se forskel på min krop fra for tre måneder siden og til nu.

Der har været kage på menuen fem dage i træk eller sådan noget. Fredag var der afslutning i børnehaven (=kage), lørdag havde Caroline fødselsdag (=kage), søndag holdt Caroline børnefødselsdag (=kage), mandag skulle Caroline dele ud i klassen i anledning af weekendens fødselsdag (=kage), tirsdag … var der også kage – jeg kan bare ikke huske hvorfor. Onsdag er normalt kagedag på kontoret. Det er vist meget godt, den er droppet i dag.

Jeg går og venter på, at de ringer til mig fra Osteoporoseklinikken. Jeg har været til undersøgelse deroppe, og nu venter jeg på resultaterne af en masse blodprøver. Eller nej, jeg har (selvfølgelig) selv været inde og lure prøvesvarene. Men kunne på trods af heftig googling ikke selv konkludere noget som helst. Kun at der er øget aktivitet i mine knogler, og at mine trombocytter er for lave. Hvilket faktisk fik mig til at panikke, lige da jeg begyndte at google – ordet knoglemetastaser var nemlig noget af det første, der mødte mig. Men efter et panikopkald til sygeplejersken på Osteoporoseklinikken blev jeg lidt roligere. Hun mente nemlig ikke, der var noget, der tydede på noget ‘farligt’. Så nu venter jeg på, at de ringer og fortæller, jeg kan komme i gang med årlige indsprøjtninger med noget, der hedder Aclasta. Det skulle virke bedre end den pille, jeg tager en gang om ugen.

Håret irriterer mig stadig. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved det! Løsningen er jo nok at gå til frisøren. Jeg orker bare ikke rigtig …

Og apropos at orke så er jeg stadig sindssygt træt ind i mellem. Som i hver dag. Mine friskeste timer ligger mellem 8 og 19. Agtigt. Og de timer, jeg jævnligt ligger vågen om natten.

Men der har jeg opdaget, at jeg kan se serier på mobilen! Jeg har jo stadig HBO, og på grund af en del søvnløshed den seneste uge har jeg nu set alle afsnit af Girls og er endelig kommet ind i sæson 6 af Game of Thrones. Tjo, der er vel ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget …

Og så lidt dokumentation … Inklusive det obligatoriske Mimi-shot.

 

fullsizerender

img_3034

mimi

2 kommentarer

  • Tine

    Næsten lidt ked af at skrive det – og så gør jeg det bare alligevel (for jeg blev selv lidt glad for at læse om dine søvnproblemer…) Det har jeg stadig, selv om jeg var færdigbehandlet i juli 2015…pt. sidder jeg på job efter endnu en nat a la gå omkuld cirka 20.30, vågen 01-03.30-ish og så kæmpe sig op klokken 6.15, suk…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      Åh, det bliver jeg både ærgerlig og lidt lettet over at læse. Jeg har også haft sådan en nat i nat – og jeg er SÅ træt, ZZZZ…
      Håber, at det letter for dig – og mig! – inden længe 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nailed it!