Mine bryster blev skåret af for to år siden …

Tænk at det ikke er længere siden. Og at det alligevel virker så fjernt.

Da jeg stod midt i kræft-ræset, kunne jeg ikke gøre andet end at tage én dag ad gangen. Det var den eneste måde, jeg kunne leve i det kaos, det er at skulle navigere mellem at være nybagt mor, mor til to større børn, kone – og at have en kræftdiagnose.

At jeg åd perioden en lille bid ad gangen, betød også, at når det var væk, så var det væk. Ikke noget med at dvæle ved i går eller sidste uge, for der var altid en Mimi, der skulle gås tur med og pusles – hvilket ærligt talt er pænt meget hårdere, når man har kemobivirkninger. Så det hver dag handlede om i dag.

Måske er det derfor, jeg ikke rigtig kan finde tilbage til de følelser, jeg havde i forløbet. Jeg kan ikke mærke, hvordan jeg eksempelvis havde det, da jeg skulle have første kemo, eller hvor nervøs jeg var, da jeg skulle igennem den ni timer lange operation. For jeg kan godt huske, at jeg var nervøs. Meget, meget nervøs. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg postede et indlæg dagen inden operationen.

Det er en af grundene til, at jeg er så glad for, at jeg valgte at starte denne blog. For jeg kan gå tilbage og læse tanker, jeg slet ikke kan huske, jeg havde.

I alt fald er det to år siden, jeg fik skåret alt brystvæv væk – også hud og brystvorter – og i stedet fik indopereret ‘ekspandere’, der skulle udvides gradvist, indtil mit væv var klar til implantater.

Jeg skrev nogle indlæg om det her og her – og der er billeder osv fra den ugelange indlæggelse her og her.

På et tidspunkt skrev jeg, at jeg ikke var tilfreds med mine bryster. Det er jeg i og for sig stadig ikke. Men faktisk kun uden tøj på. For denne sommer har jeg virkelig kunnet nyde, at jeg ikke har behøvet bh. Altså brysterne sidder jo bare, som de skal i alt tøj. Og i bikini er de mega flotte!!!

Men de ser stadig lidt underlige ud inde under tøjet. Jeg er dog nået til, at jeg ikke gider bruge mere krudt på det. Lige nu i hvert fald. Men samtidig vil jeg heller ikke helt sætte punktum. Jeg skal have tatoveret brystvorter, og den konsultation bliver jeg ved med at udsætte. Jeg tror, at det er fordi, at når først tatoveringen er lavet, så bliver jeg markeret som ‘færdigbehandlet’ på plastikkirurgisk afdeling. Og det føler jeg ikke, jeg er. Men indtil jeg beslutter, om jeg 100 pct. vil acceptere resultatet af operationerne, så bruger jeg den manglende tatovering som en lille åbning, hvor jeg stadig er registreret som patient. Giver det mening?

To år er der gået. Og jeg er her endnu 😉