Jeg var sikker på, min kræft var kommet tilbage

Ja, for en måneds tid siden gik jeg faktisk rundt og var rigtig bange.

Jeg har i et stykke tid haft en murren i ryggen. Sådan midt mellem skulderbladene. Ikke nok til at jeg ville gøre noget ved det, men alligevel tilpas nok til, at jeg var opmærksom på det, når jeg sad foran computeren og derfor lige skulle strække nakken lidt ekstra for at forsøge at løsne op for det.

Da jeg for en måned siden så var ved lægen for at få tjekket mit blodtryk, fik jeg samtidig svar på nogle blodprøver. De viste, at jeg faktisk havde for lav blodprocent og samtidig også var lidt ramt på de hvide blodlegemer (immunforsvaret).

Det lagde jeg – eller lægen for den sags skyld – ikke mere i. Indtil jeg (efter en aften med lidt mere ondt i ryggen) kom til at google ‘metastaser i knoglerne’ (altså kræft, der har spredt sig til knoglerne).

For der kunne jeg se, at hvis man har spredning til knoglerne, kan man – ud over smerter – få netop lav blodprocent og dårligere immunforsvar pga. de hvide blodlegemer.

Fuck. FUCK!

I mit hoved var der for mange ting, jeg kunne sætte v-tegn ved, så jeg var ikke bare sikker på, nej, jeg var overbevist om, at jeg havde fået metastaser i knoglerne i ryggen. Jeg brugte mange timer på at google, hvor længe jeg kunne forvente at leve endnu, og om der mon var noget alternativ behandling, der kunne forlænge denne levetid. Jeg var mildest talt fucked up.

Især også fordi, jeg lige havde hørt podcasten ‘Alt er nu‘, som netop handler om en kvinde, der får tilbagefald efter brystkræft og dør kort efter. Og fordi jeg heller ikke kunne lade være med at tænke tilbage på Pernille, jeg mødte i netværksgruppen for yngre kvinder med brystkræft, som også fik spredning til knoglerne og døde efter alt for kort tid.

Jeg burde have kontaktet onkologerne, men det turde jeg simpelthen ikke. Jeg var bange for svaret, som jeg var sikker på, jeg ville få. Det kunne jeg ikke bære. Jeg kunne ikke rumme det. Jeg lå i sengen om natten og tænkte, at jeg skulle have gjort noget mere. Jeg skulle have nydt livet, mens jeg havde det. Udrettet noget. Og så lovede jeg mig selv, at hvis det på nogen måde viste sig, at jeg kunne blive frikendt for dødsdommen, så ville jeg huske det. At sige fuck det til alt, jeg ikke havde lyst til. At gøre mere af det, der giver mig selv – og min familie – kvalitet. Mit liv var slut, og fuck hvor jeg fortrød, at jeg ikke havde udrettet flere ting.

Fordi jeg ikke kunne rumme en onkolog, tog jeg kontakt til en kiropraktor. Det lyder måske langt ude, men jeg tænkte, at en kiropraktor er ekspert i knogler og derfor ville kunne ‘se’, hvad der var los. Jeg valgte med vilje en, der kunne tage røntgenbilleder, for så kunne vi måske se på disse billeder, om der var ‘noget’.

Allerede ved første tryk sagde hun: ‘Du har rigtig mange låsninger’. Og så trykkede hun på et mega ømt punkt og sagde: ‘Er det her, du har ondt?’ Og ja, der var det i den grad. Det var så ikke fra knoglen, viste det sig, men derimod en eller anden muskelfæstning. Hun tog også nogle røntgenbilleder, og så aftalte vi at mødes efter nogle dage for at gennemgå dem.

Og ja, som man måske kan regne ud, så lider jeg mere af super dårlig holdning, end jeg gør af kræft. For allerede efter en behandling var smerterne væk …

Py-fucking-hy …

Jeg har det helt underligt med denne frikendelse. For jeg lovede jo mig selv alt muligt de nætter, hvor jeg lå og var ude af mig selv. Men nu hvor mit ønske så er gået i opfyldelse, er det faktisk svært at holde løftet. Det eneste, jeg indtil videre har gjort, er at sige mit job op. Og ja, det er da også en stor ting. Men hvad så nu?

Der er faktisk nogle enkelte andre ting i støbeskeen. Men det er fandme vildt på den måde at få serveret et helt liv, som man troede, var tabt.

Værsgo’, 40 ekstra år. behandl dem godt. Hver dag, der ryger, kommer aldrig tilbage igen.