Knogleskørhed og træning

Grunden til at jeg har valgt dette billede, er, at jeg har erfaret, at når jeg nævner knogleskørhed – eller osteoporose, som det så fint hedder – så tænker mange straks på den gråhårede del af befolkningen. Eller rent ud sagt: gamle mennesker. Især falder tankerne på ældre damer, der krumbøjede tøffer af sted med stok og flade futter.

Meeeeen knogleskørhed er ikke forbeholdt kvinder over pensionsalderen. Osteoporose rammer også mænd. Og yngre mennesker af begge køn.

Selvfølgelig er det ikke så udbredt hos 20-, 30- eller 40-årige, men jeg er et levende bevis på, at man altså også kan have skrøbelige knogler, når man er ung(agtig).

Hvorfor jeg har knogleskørhed, er der ingen, der ved. Det oplagte ville være at tro, at kræftbehandlingen bærer skylden – altså at kemoterapien aka giften fra helvede har slået alt for mange raske celler ihjel, i løbet af det halve år, den raserede min krop. Det mener lægerne dog ikke.

De mener heller ikke, at det skyldes manglen på østrogen i min krop. Det er ellers en af de store risikofaktorer. Og er en af grundene til, at netop kvinder i overgangsalderen i højere grad skal leve ‘knoglesundt’. Men da jeg fik diagnosticeret knogleskørheden meget kort tid efter, at jeg fik fjernet æggestokkene (og derved også basis for min østrogenproduktion) så kan det ikke være derfor.

Der er derfor en vis sandsynlighed for, at jeg har haft det i flere år. Uden at vide det. Så det er vel en form for held i uheld, at jeg har fundet ud af det. For nu kan jeg gøre noget ved det.

Man kan aldrig gendanne den knoglemasse, der allerede er nedbrudt. Men man kan gøre rigtig meget for at opretholde knogletætheden og derved minimere risikoen for, at man brækker ben eller arme eller får sammenfald i rygsøjlen (jeg er i forvejen ikke mega høj – jeg påstår, at jeg er lidt over 170 cm, men målebåndet mener, at det i virkeligheden nærmere er 168 – så jeg vil gøre alt for ikke at blive endnu lavere på grund af knogler, der falder sammen!).

Ud over medicin – årlige infusioner med noget, der hedder Aclasta – og tilskud af kalk og d-vitamin, er det vigtigste at dyrke motion. Især såkaldt vægtbærende motion som løb. De stød, der kommer op gennem benene, når man løber, er knoglerne nemlig rigtig glade for.

Så jeg løber. Jeg stræber efter at komme i løbeskoene minimum tre gange om ugen. Med eller uden Mimi i løbevogn. Derudover har jeg for nyligt så småt genoptaget crossfit. Og ja, det må jeg godt 😉 Det skriver jeg, fordi der desværre er rigtig mange fordomme omkring, hvad man må og ikke må, når man har knogleskørhed.

Jeg har hørt alt lige fra, at man ikke må træne med tunge vægte, at man ikke må lave mavebøjninger – til at man skal lade være med at cykle, fordi man risikerer at falde af og brække noget.

Nu er jeg ikke læge eller på anden måde uddannet ekspert i anatomi, men jeg er ekspert i at spørge, google og på anden måde søge information. Derfor ved jeg nu, at knogleskørhed på ingen måde er en hindring for, at man lever livet som alle andre. Forudsat at man ikke har haft sammenfald tidligere (vigtig detalje).

Man må gerne løfte vægte, løbe intervaller, cykle stærkt, bære sit tunge barn … Ja, rent faktisk BØR man gøre alt dette for at sikre, at knoglerne er glade i mange, mange år endnu.