kemo - the gift that keeps on giving

Pandekager!

Hah, ja, jeg ved, det ikke er en madblog det hér. Men jeg har fundet den. Verdens bedste pandekageopskrift! Seriøst, jeg har prøvet MANGE opskrifter i mit liv. Enten har de været for søde, for usøde, for tynde, for tykke, for gummiagtige, for skrøbelige, for kedelige … Der har altid været et eller andet, der gjorde, at de ikke var lige i øjet.

Pigerne er – som alle børn – vilde med pandekager. Og jeg kan stadig huske stoltheden i deres øjne, da jeg for et års tid siden viste dem, at jeg kunne vende en pandekage i luften (true story. Jeg har måske endda en video af det et eller andet sted på min telefon. Må jeg lige kigge efter om lidt.)

Seriøst, de øjeblikke, hvor ens børn kigger på én på den dér ‘du er den bedste i verden – nej, i universet!’-måde bliver man nødt til at gemme i erindringen. Et rigtig godt sted i hukommelsen, hvor man hurtigt kan finde den frem, når arvingerne hader én, og man er ‘den DÅRLIGSTE mor, jeg nogensinde har haft i verden – nej, i universet!’.

Nå, men jeg havde i flere uger lovet Carla, at vi skulle bage pandekager. Men på en eller anden (snedig) måde fik jeg snoet mig uden om. Indtil den dårlige samvittighed sneg sig ind på mig. Så jeg havde købt æg og kærnemælk øremærket pandekageprojektet. Googlede ‘pandekager kærnemælk’ og valgte hurtigt en tilfældig opskrift.

Så var det, jeg opdagede, kærnemælken var sur. Ikke sådan syrligagtig, som den skal være, men rigtig dårlig-sur. Og klumpet.

Gad ikke vælge en af de 100000000 andre pandekageopskrifter, der florerer på nettet, så jeg erstattede bare kærnemælken med skummetmælk. Og så havde jeg ikke kardemommekapsler (hvilket normalt menneske har det?!), så jeg brugte stødt kardemomme. Og lidt ekstra sukker.

Her er opskriften, som jeg lavede den:

  • 3½ dl. hvedemel
  • 1½ tsk. salt
  • 3 spsk. sukker
  • 4 æg
  • 4 dl. skummetmælk
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 2 tsk. stødt kardemomme

Alle ingredienserne røres sammen – de våde først og så de tørre. Det er i øvrigt en god idé at sigte melet, for så klumper den ikke i dejen. Stil dejen i køleskabet en times tid. Varm en spsk. fedtstof på panden og hæld ca. 1 dl. dej på. Vend når dejen er stivnet og den er lysebrun i kanten. Gerne i luften – så bliver folk så imponerede 😉

 

Og ved I hvad? Det var de bedste pandekager! Virkelig!

IMG_1533

3 kommentarer

  • Fahad

    Jeg har altid kardemommekapsler! Skal så meget prøve din opskrift!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MieC

    Håh,de lyder gode, og så er de ikke endda ikke lavet af bananer (yuk). De må prøves.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carina

      De er virkelig også gode! Og ja, ikke nogle bananer i pandekager herhjemme, haha 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

kemo - the gift that keeps on giving