Stadig veganer – nu på dag 5

Jamen det kører jo bare derudaf det her veganerhalløj. Jeg er jo som sagt hoppet med på Veganerudfordringen, der kører i 22 dage fra 1. til (surprise) 22. september.

Indtil videre har der ikke været nogen slinger i valsen. Altså som i slet ikke. Jeg har ikke været fristet til at træde lidt ved siden af en eneste gang. Heller ikke selv om der var kage på arbejde i dag. En kage, de andre kaldte en vanvittigt tung chokoladekage.

Det er som om, at når jeg ved, at det er ‘forbudt’ (ARGH, hader forbud, men I ved, hvad jeg mener … ), så er der ingen problemer med at lade være. Altså det er ikke eng gang fordi, jeg tænker ‘uuuuh, jeg skal SÅ meget tage revanche, når de 22 dage er gået – så skal jeg have dit og dat’. Overhovedet ikke! Det overrasker mig faktisk lidt. Og så overrasker det mig slet ikke. Okay, skizo …

Jeg tænker, det hænger lidt sammen med, at det ikke er en slankekur. Eller en fedekur. Det er noget, jeg prøver af, fordi jeg helt reelt synes, det føles rigtigt. Altså fordi jeg ikke kan retfærdiggøre at spise så meget af noget, der er så dårligt for miljøet og samtidig støtter op om en industri, der holder dyr i fangeskab, lige fra de bliver født (og revet alt for tidligt fra deres mor) til de dør. Kun for at vi kan spise dem. Og tvangsmalke dem. Og fylde dem med medicin. Ej, stop, jeg vil ikke tænke mere på det.

Jeg ved slet ikke nok om det. Og jeg ved også godt, at jeg gør så meget andet, der er ‘forkert’. Og ja, jeg har en læderjakke i skabet, som jeg har tænkt mig at gå med. Og køber avocadoer, selv om de fandme heller ikke er gode for miljøet. Så kald mig blot dobbeltmoralsk. Eller ignorant for den sags skyld. Men det, jeg mener, er: Jeg gør det, fordi jeg føler, det er det rigtige for mig.

Nu skal det heller ikke lyde alt for frelst. 22 dage er ikke længe. Slet ikke nok til at gøre en forskel i det store billede. Men jeg får en større bevidsthed omkring dyrevelfærd og omkring miljøpåvirkningerne af det, vi forbruger. Det skader i hvert fald ingen.

Og maden smager jo godt;)

I søndags spiste jeg frokost med min søster. Hun var solidarisk, så vi ville finde et sted, hvor man kunne få noget veganerhalløj. Vi var på Nørrebro, så jeg tænkte, at det da måtte være ligetil. ‘Nørrebro er sgu da fuld af sådan nogle veganer-typer’ sagde jeg vist, da vi startede gåturen.

Det var dog ikke sådan heeelt ligetil. Så da vi endelig fandt en café, der havde en sandwich, hvor man kunne bede dem om at pille ost og mayo ud, satte vi os. Så måtte jeg se igennem fingre med, at de serverede smoothies i marmeladeglas – I ved: sådan nogle mason jars. Det har jeg seriøst altid ment, var super kikset. Af en eller anden grund. Måske fordi det ER kikset. Eller også er jeg bare ved at blive gammel. Jeg forstår bare ikke, hvad der er i vejen med almindelige glas. Ej, nu ved jeg det: Det er det her med at forsøge alt for meget at virke effordless-cool. Altså enten er man det, eller også er man ikke.

Det var i øvrigt en lækker sandwich – helt sikkert. Med avocado, pesto, hummus og alt muligt andet.

Det sjove er, at jeg bliver helt flov over at spørge, om det er vegansk. Og om at spørge efter soyamælk i stedet for komælk til kaffen. Mest fordi jeg ikke er en rigtig veganer, men bare prøver det af. Så jeg føler på en måde, at jeg snyder lidt, når jeg står på en café og efterspørger noget, jeg normalt ikke ville. Ved ikke, om det giver mening.

I går skulle jeg købe rundstykker til morgenmøde på arbejdet, og da jeg stod nede ved bageren, spurgte jeg ham, om der var mælk eller æg i rundstykkerne. ‘Altså det er bare fordi, der er en af de andre, der er veganer’ fløj det ud af mig. Hahhaahaha, jeg ved fandme ikke hvorfor! Kæft, jeg er en nørd.

I går og i dag spiste vi falafler i pitabrød til aftensmad. Det har vi gjort mange gange tidligere, så det var egentlig ikke så anderledes, end det plejer. I stedet for den sædvanlige dressing havde jeg dog lavet hummus. Årh, det kan jeg seriøst godt lide.