Den gode pårørende

Når man læser et blogindlæg, er det ikke altid lige til at se, hvor lang tid det har taget at skrive. Eller jo, der er selvfølgelig de helt tydelige hurtig-indlæg som det fra i går aftes, der er klikket sammen fra mobilen, mens man ligger i sofaen og ser serier imens.

Men de længere indlæg derimod … De kan tage alt fra 15 minutters konstant trykken på tasterne (mange af mine indlæg er skrevet i én køre og ikke en gang læst igennem bagefter. Især de dér ‘det her skete der under denne kemobehandling i dag’-indlæg) til flere timers ‘skrive, slette, luk siden ned, gå en tur, skrive lidt igen. tænke-tænke-tænke’-proces.

I dag er en af de sidste, kan jeg mærke.

Det tager i hvert fald tid bare at komme i gang. Siden jeg startede indlægget for tre timer siden, har jeg både set tv, vasket op, spist, drukket, børstet tænder, været på toilettet x2, hørt musik, overvejet at løbe en tur, tage løbetøj på, udskudt løbeturen til i aften, taget mad op af fryseren, kigget på Pieces’ udsalg, lagt en tshirt i indkøbskurven, lukket siden ned uden at trykke ‘køb, sagt ja til en opdatering på computeren, fortrudt da det krævede en genstart, lagt et billede på instagram og brokket mig over computerens opdatering, googlet korthårsfrisurer …

Og for fem minutter siden stod der stadig kun overskriften.

Nu kommer Morten og pigerne snart hjem fra weekend i Odense. Så jeg har taget mig selv i nakken og får skrevet mine vise ord. Nu.

Der er forskel på folk. Se bare på Matador Mix. JEG mener, æggene og de labre larver er det eneste i posen, der er værd at spise. Andre mærkelige mennesker mener noget andet. Det kan være svært at sætte sig i deres sted, fordi det er forkert, det de mener. Men man bliver nødt til at prøve at acceptere, at der er nogen, der har en anden smag/holdning end ens egen.

Det samme gælder politik, tøj, mænd osv. osv. Og heldigvis for det! Tænk hvis vi alle gik efter det samme. Ragnarok! (Selv om vi dog alle kan blive enige om, hvad vi synes om pomfritter og Ryan Gosling, ikk?)

Det er derfor svært at lave en ‘sådan gør du’-guide til den pårørende til en kræftpatient. Jeg har taget udgangspunkt i mig selv. Men prøver så vidt muligt at træde et skridt op og komme med nogle generelle anbefalinger. Men igen: Det er min egen stige, jeg står på. Og rådene kan derfor ikke undgå at være farvede af min egen situation.

Vær åben og ærlig
Hvis du synes, det er svært, så sig det. Der er ikke noget værre (synes jeg) end at blive mødt af en påtaget mine. Og jo, det ses tydeligt. Flakkende øjne og stift smil virker ikke overbevisende på nogen. Hvis du har været ked af det på den syges vegne, ligget vågen og spekuleret, har haft dårlig samvittighed over, at du har følt en lettelse over, at det ikke var dig, så fortæl det! Jeg var til et arrangement med de andre forældre i klassen for nogle måneder siden. Her var der en mor, der fortalte mig, at hun var blevet sur, da jeg havde meldt ud, at jeg var blevet syg. Hun var blevet sur over, at hendes søn skulle konfronteres med alvorlige ting som sygdom og død allerede. Hun fortalte, at det havde været en følelse, der ramte hende, uden hun kunne styre det. Og hun virkede lidt skamfuld over, at hun havde haft det sådan. Jeg var virkelig glad for, at hun fortalte det! I flere måneder havde jeg ikke mødt andet end ‘hvor er du bare sej’-kommentarer. Så at blive konfronteret med sådan en følelse, som min sygdom havde skabt, var virkelig befriende. Og det satte tanker igang hos mig.

Show it, don’t tell it
Det er en sætning de fleste journalister kender 😉 Og der har i høj grad en berettigelse her.
‘Hvis I har brug for noget, skal I bare sige til’. Det hørte både Morten og jeg rigtig mange gange i løbet af 2016. Der er ikke noget i vejen med at sige det … Det er bare lidt uforpligtende. Jeg har selv sagt ordene maaaange gange. Og ment dem! For der er ingen tvivl om, at man mener det.
Problemet er bare, at man ikke siger til. Det er der flere grunde til:
1. Man ved ikke selv, hvad behovene er – et sygdomsforløb er til tider ret kaotisk. Hverdagen bliver vendt på hovedet, samtidig med at man egentlig bare gerne vil have, at tingene er ‘som de plejer’. Der er derfor ikke det store overskud til at sige ‘hey, vil du passe mine børn på lørdag, så vi kan puste ud?’ eller ‘kommer du ikke lige forbi med en kage – og kører igen? Jeg vil gerne hygge med pigerne, men jeg vil ikke have gæster’.
2. Man vil ikke være til besvær – jeg er den dårligste (!) til at bede om hjælp. Det hænger blandt andet sammen med, at jeg ikke synes, jeg selv er særlig god til at hjælpe andre. Og så vil jeg generelt ikke belemre andre med mine udfordringer. Så hellere ordne dem selv. Jeg er vokset op med at ordne alt selv og har næsten aldrig fået hjælp til noget selv. Hverken lektier i folkeskolen eller økonomisk bistand mens jeg læste eller lignende. Så det føles unaturligt for mig pludselig at skulle bede om hjælp. Derfor har jeg ikke gjort det. Selv om jeg (set i bakspejlet) virkelig har trængt til det i løbet af det seneste år.

Så hvis du føler, du har overskud til at hjælpe, så gør det! Men hvis du skal spørge først, så skal du være mere konkret end ‘noget’. Ring nede fra supermarkedet og sig ‘hey, jeg er her alligevel, så skal jeg tage noget med til jer?’ eller ‘jeg skal lige til at hente mit barn, skal jeg ikke tage dit med?’.

Hvis du kender den syge rigtig godt, kan du også bare gøre noget uden at spørge.
Dagen efter jeg havde fået min første kemo, sendte min nabo en sms, hvor der stod ‘der står noget morgenmad til jer ude foran hoveddøren’. En kurv med nybagte boller og juice stod ganske rigtig på dørmåtten. Og selv om jeg ikke havde den store appetit, blev jeg SÅ glad for denne gestus. En anden gang sendte samme nabo en sms, hvor der stod noget a’la ‘i morgen får I aftensmad leveret herindefra – bare så I ved det’. Hvis hun derimod havde ringet og spurgt, om vi havde lyst til at få noget mad, så havd e jeg med 99,9 pct. sandsynlighed svaret nej.

Det skal lige hurtigt indskydes, at man lige skal tænke sig lidt om, inden man gør noget, uden man spørger først. Jeg ville eksempelvis føle, at det var grænseoverskridende, hvis der kom nogen og vaskede mit tøj og tog min opvaks. Men andre ville måske synes, det var en lettelse og en stor hjælp.

Se mig lige nu (… jeg er så svær at gennemskue)
Måske det vigtigste råd. I hvert fald en af de ting, der betyder mest. Men som også kan være sværest.
For fire-fem år siden døde vores genbo. Af kræft. Et af de mest positive, rummelige, og helt igennem gode mennesker, jeg nogensinde har mødt. En person, hvor man tænkte ‘sådan vil jeg også være’. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, når jeg mødte hendes efterladte børn og mand. Så jeg krydsede altid fingre for, at jeg ikke løb ind i dem, når jeg gik ud. Jeg syntes, det var dybt ubehageligt, og jeg var bange for at komme til at sige noget forkert. Eller ikke virke medfølende nok. Altså: Skulle man spørge ind til det? Eller skulle man lade være og bare tale om alle mulige andre ting? Og hvad hvis de begyndte at græde? For mig var den nemmeste (og dummeste) løsning at undgå konfrontationen.

Det har jeg tænkt meget over siden. For jeg har kunnet mærke, at andre har haft det på samme måde med mig. Eksempelvis pædagogen i børnehaven, der blev ildrød i hovedet, kiggede sig omkring for at finde en udvej, og endte med at tale (lidt for hurtigt) om babyer og jeg ved ikke hvad.

Det er dybt ubehageligt!

Lad mig lige slå fast: Man kan ikke komme til at sige noget forkert! Det kan ikke lade sig gøre. Altså jo, hvis vi går helt ud i ekstremerne. Men 99,9999 af det de fleste mennesker vil sige, er der ikke nogen, der studser over.

Jeg kan huske, jeg var til et eller andet, hvor der var nogen, der begyndte at tale om hår og hvor irriterende det var, når man havde en ‘dårlig hårdag’. Pludselig var det som om, det gik op for nogle af de andre, at jeg var der. Hende den skaldede. Så blev der stille. Og ved I hvad? Det var først dér, det blev ubehageligt for mig. Jeg kan da sagtens tale med om uglet hår og hængepatter, selv om jeg ikke har nogen af delene mere.

Jeg er stadig mig
Bare fordi man bliver syg, betyder det ikke, at man ikke har lyst til at lave de samme ting, som man plejer. At gå ud og spise. Drikke en kop kaffe på en café. Gå til koncert. Livet går videre. Jeg elskede eksempelvis at høre om min søsters mislykkede dates. Og at tale om dårlig nattesøvn i mødregruppen. Og jeg hadede, når der så kom en ‘ej, du gider ikke høre om mine problemer, dine problemer er meget større’-kommentar. For hvad fanden kunne man så tale om?

Åh, der er sikkert 1000 andre gode råd. Men min hjerne er lige gået i stå. Supplér gerne i kommentarfeltet, så sørger jeg for at tilføje det til listen 🙂

Og spørg endelig, hvis du er pårørende og gerne vil have et råd.