Operationen udskudt! … At være ude af den akutte kategori.

Klokken er 9.05. Lige nu burde jeg ligger på et leje med slanger i venstre arm (jep, det er stadig kun venstre, der dur) og være på vej i drømmeland. Om en lille time ville jeg vågne op to æggestokke fattigere og tre små ar rigere (rimelig dårlig byttehandel, egentlig). Med rumlende mave efter mange timers faste.

I stedet sidder jeg ved spisebordet hjemme i Solrød med en stor kop kaffe og boller på risteren.

Klokken lidt i 20 i aftes ringede min telefon nemlig, da jeg sad i bilen på vej hjem fra svømning med pigerne. Det var en flink læge, der fortalte, at de blev nødt til at udsætte min operation. Der var nemlig dukket noget akut op, som de blev nødt til at finde tid til i operationsprogrammet.

‘Ja, og så vurderede vi altså, at din operation var den, der bedst kunne vente,’ sagde hun undskyldende.

Jeg var helt glad bagefter. Ikke fordi jeg ikke skal opereres i dag, for det skal jeg jo alligevel på et tidspunkt. Nej, det der var dejligt, var, at jeg nu tilhører den kategori af patienter, der ikke er akutte.

Nu har jeg ikke på noget tidspunkt i mit kræftforløb følt, at jeg var døden nær. Men jeg har alligevel kunnet mærke, at alle indgreb og behandlinger er blevet taget meget alvorligt, og der har virkelig skullet noget alvorligt til, før de er blevet udsat.

Indtil nu.

Jeg kunne faktisk allerede mærke det i går, da jeg skulle have taget blodprøver. Tidligere har jeg bare kunnet flashe mit orange kemokort og er på den måde kommet foran i køen. Men det er slut nu. I går måtte jeg pænt stå i kø med alle de andre og endte faktisk med at vente i over en halv time.

Og det er helt okay. Jeg har hele livet foran mig, så hvad betyder en halv time?