Hurra for harmløs sårvæske! – og bryststørrelsen er besluttet …

‘Nå, du har så været en tur forbi brystkirurgisk i fredags …’ siger plastikkirurgen som det første, da jeg sætter mig ned foran hende. Jeg er her for at få fyldt mere saltvand i mine ekspander-implantater. Lægens ord vender hurtigt min sindstilstand fra ‘ok-fint, lad os få mere fylde i de bryster’ til ‘shit!’. For hvorfor ser hun så seriøs ud? Og hvorfor den kunstpause?!

‘… Det var bare harmløs sårvæske. Der var i hvert fald ikke noget at se,’ slutter hun endelig sætningen.

Pyh.

Selv om jeg var blevet ret beroliget i fredags af den søde læge, der heldigvis tog min bekymring seriøst, har det alligevel ligget og ulmet et sted i mig. For da frifindelsen (eller hvad man nu skal kalde det) endelig er slået helt fast, trækker jeg vejret dybt og slapper af i skuldrene. Det med skuldrene er noget, jeg skal minde mig selv om hver eneste dag. Jeg har altid været dårlig til at rette mig op og trække skuldrene tilbage. Men her det seneste halve års tid er jeg blevet rigtig slem til (eller god til ;)) at gå med skuldrene helt oppe omkring øreflippen og spænde i alle muskler. Jeg har mange aftener været decideret øm i flere dele af kroppen – kun fordi den har været så anspændt.

Selv om jeg selv har følt, at jeg har slappet af og taget tingene, som de kom, så har min (kloge) krop afsløret, at den ikke var 100 pct. med på den coolness. Den har simpelthen været i et konstant alarmberedskab. Og det er ikke så underligt. Helt ærligt: Tænk lige på, hvad den har været udsat for, min stakkels søde og rare krop, der altid har været så god og stærk. Det må jeg gøre godt igen. Og en af måderne er at huske at strække ryggen ud. Både når jeg står og går. Jeg gør det faktisk lige nu: Tilbage med skuldrene, brysterne frem og hagen op. Sådan. Meget bedre.

Saltvandspåfyldningen i dag var ret vigtig. Sidst jeg var hos plastikkirurgen, sagde hun nemlig, at hun mente, brysterne havde nået en størrelse, der passede til min krop. Der var vi nået op på 300 ml. i hvert bryst. Lægen mente, at vi skulle tage påfyldningen i dag med og så sige stop. Jeg har altid været meget autoritetstro, så jeg sagde bare ‘ja, hvis du mener det, så gør vi det’. Men da jeg kom hjem, blev jeg alligevel lidt i tvivl … Lægen har fortalt, at der er blevet taget knapt 500 ml. ud af brysterne under operationen. Derfor blev jeg bange for, om jeg vil komme til at synes, at 360 ml. er for småt. Så i den forløbne uge var jeg faktisk kommet frem til, at jeg i dag ville sige til hende, at jeg gerne ville have lidt mere i brysterne. Måske ikke helt op til 500 ml., men lidt tættere på i hvert fald.

Da jeg har taget mod til mig (jeg hader at virke ‘krævende’), fortæller jeg lægen, hvordan jeg har det med størrelsen. Hun kigger mig bestemt i øjnene og siger noget i retning af: ‘Det bliver altså ikke pænt, hvis de bliver større’. Jeg prøver igen med: ‘Ja, øhh … Men, øhm. Deterbarefordi … øøh. Det er jo ikke noget, jeg gør for sjov, det her. Såøhm … ‘ og får på en eller anden (sikkert irriterende og langtrukken) måde fortalt, at jeg er nervøs for, at brysterne vil føles endnu mere fremmede, hvis de afviger for meget fra mit udgangspunkt rent størrelsesmæssigt.

‘Det er den her størrelse, der passer til dig,’ siger hun og sætter så lige trumf på med ‘JEG laver dem simpelthen ikke større’.

Godt, så var den lige som lukket 😉

Ej, lægen var slet ikke så hård, som det kommer til at fremstå her, og hun sagde også en helt masse andet (som jeg ikke kan huske). Men hun virker meget overbevist om, at de 360 ml. er ‘the way to go’. Og ærligt talt; Hun har ‘fikset’ hundredevis af bryster, så hun må jo et eller andet sted vide, hvad hun taler om. Så nu er størrelsen på plads! Ikke flere indsprøjtninger til mig.

Nu skal jeg gå tre måneder med ekspanderne, før jeg kan få de endelige implantater opereret ind. Hvis jeg er heldig, når jeg det inden jul. Det ville da være en god gave, ikk?

Jeg har taget et screenshot af min seneste Google-søgning 😀 Bryster på hjernen?