Update …

Der har været lidt mindre aktivitet herinde de seneste uger. Det er der flere årsager til. Mimi bliver større og større. Hun nærmer sig 6 måneder nu. Faktisk om præcis en uge. Ej, det er da vildt, ikk? Et halvt år! Nå, men jo større hun bliver, des mere aktivering kræver hun. Det er i hvert fald slut med de flere timer lange lure. Og det er slet ikke negativt – tværtimod. Hun er nemlig skide sjov og sød. Lige som sin mor. Ha ha! (Med mit ‘ha ha’ lægger jeg en ironisk distance og lader som om, sidste kommentar er for sjov, men det er det ikke.)

Jeg har det godt! Men jeg kan mærke, min krop er slidt af al den kemi, den får sprøjtet ind hver tredje uge. Eksempelvis har jeg tre gange den forløbne uge haft løbetøj på fra morgenstunden … og det har været lige så friskt og rent om aftenen 😛 Altså jeg får da gået en masse ture med barnevognen, men jeg kan simpelthen ikke få taget mig sammen til at få pulsen op. Og mens jeg skriver dette, tænker jeg ‘i aften gør jeg det!’, lige som jeg har haft planer om de sidste mange dage. Men jeg ved også bare, at når først klokken er 20, så er de eneste skridt, jeg tager, de 30 op til sengen.

Morten er begyndt at aflevere pigerne om morgenen, så jeg kan sove, til jeg (eller rettere: Mimi) vågner. Men jeg står stadig for at hente dem om eftermiddagen. Og da jeg helst undgår at køre derover i bil (seriøst, der er 800 meter til SFO’en og 300 meter til børnehaven – dog i hver deres retning), kan det godt tage en god time (ofte mere) at gå frem og tilbage.

Og så er der den ugentlige mødregruppe, indkøb, madlavning, lægebesøg, blodprøver, kaffedates …

Jeg har to gange kemo tilbage. Bagefter er det tid til operation. Tankerne omkring at skulle under kniven fylder mere og mere, jo tættere på det kommer. Seks timer i narkose. Fuck!