‘Du er smuk’

I efteråret var jeg til årsmøde med det, der hedder Ung Kræft. Og nej, jeg er ikke for gammel til at være en del af et netværk, der hedder noget med ‘ung’. 40 år er grænsen vist nok. Der er jo læææææænge til.

Nå, men det her årsmøde fandt sted på Comwell i Middelfart. Værelse med udsigt over Lillebælt – inklusive broerne! – jo, jo, det var sgu lækkert.

Der var en række workshops i løbet af denne solskinsfyldte september-weekend. Blandt andet med en socialrådgiver, der kunne fortælle om rettigheder osv. ift. sygemelding og arbejde, og et orienteringsløb (uden løb) med poster, der var sjovere, end jeg havde frygtet. OG  så var der en makeup-workshop, hvor stylisten Pari Khadem (der har sin daglige gang på Christiansborg) kom med fif og tips til at se bare lidt friskere ud, når man er kemogrå og hårmæssigt udfordret.

Og nu kommer vi snart til pointen. For efter workshoppen gik jeg op til hende for først at sige pænt farvel (det synes jeg, man skylder folk, der har leveret et godt oplæg. På samme måde synes jeg sagtens, man kan komme med konstruktiv kritik og forslag til forbedringer. Det ville jeg selv synes, var rigtig dejligt, og det vil komme de næste publikummer til gode), og så ville jeg også lige spørge hende om noget med mine øjenvipper (eller var det øjenbryn? Kan jeg ikke huske mere. Men det var noget med noget omkring noget med nogle af de hår i ansigtet, man gerne vil have).

Og SÅ kommer pointen. For da jeg har stillet mit spørgsmål, tager hun fat i begge mine hænder, kigger mig i øjnene og siger: ‘Du er smuk!’. Da jeg reagerer på den Carina-typiske måde med noget blablabla a’la ‘eeeejh, øøøøh … altså jeg er lidt træt i dag, og så har jeg heller ikke fået makeup på, fordi jeg tænkte, at vi skulle her ned og lægge make up, og så er det også længe siden, jeg har fået sol, så jeg er også ret bleg, og jeg har tre børn, så jeg er lidt slidt over det hele – altså ikke OVER DET HELE, hvis du ved, hvad jeg mener, ej, bare glem det, det var bare en joke, hahaha, nå, men øhm, okay, øøøh, jeg tror også, jeg skal være et sted nu …’, mens jeg halvpanikken kigger mig omkring for at se, om der er nogen, der overværer denne trafikulykke af en social interaktion, trykker hun mine hænder, smiler roligt, gentager sin kommentar og tilføjer: ‘husk, hvad jeg har sagt’.

Jeg har tænkt på det flere gange siden. For shit hvor blev jeg glad. På det tidspunkt kort tid efter den store operation følte jeg mig ikke smuk. Jeg følte mig slidt, nyopereret, oppustet, træt, lettet … alt muligt andet end smuk. På dage hvor jeg havde fået makeup på og tøj, der ikke bare var det mest behagelige, kunne jeg snige mig op på præsentabel. Men smuk? No way!

Så hendes ord rørte mig. Og næsten dagligt genspiller jeg situationen – minus min akavethed.

Måske er det noget, hun siger til alle. Måske havde hun ondt af ‘hende den skaldede, som endda ikke har øjenvipper eller bryn’. Måske kiggede hun slet ikke på mig, men én der stod lige bagved. Måske blev hun ramt af en lille hjerneblødning, der gav noget delirium.

Men jeg er ligeglad.

Lige i det øjeblik følte jeg mig smuk. For første gang i et år.