(Kemo)krøller eller ej – håret to år efter kemo …

Kemokrøller er sgu en helt reel ting.

Rigtig mange kvinder (ja, og mænd for den sags skyld) oplever, at håret ændrer struktur efter et kemoforløb. Når man mister håret (eller … ‘mister’ lyder som om, man glemmer det et sted. Som i ‘hov, jeg har mistet min telefon’. Men okay, ‘taber’ lyder også sært – det er jo ikke fordi, man på den måde taber det. Det slipper bare hovedbunden lige så langsomt. Okay, nu rabler jeg. Tilbage på sporet … Haha, jeg blev nødt til at læse tilbage for at se, hvad det egentlig var, jeg ville fortælle, så jeg må hellere starte forfra:)

Når man mister/taber håret, er det med en vis spænding, at de første strå viser sig. Sådan havde jeg det i hvert fald. For jeg havde hørt rigtig meget om, at håret kunne ændre sig i både farve og form efter et kemochok. Så jeg anede ikke, om mit rødlige og lidt grove fald af en manke ville være transformeret til en grå stak af fine, lige hår.

Jeg havde læst rigtig mange beretninger om kemokrøller, og hos mig viste det sig at holde stik.

Se lige de fine slangekrøller!

Tidligere havde jeg fald i håret. Altså den dér mellemting mellem glat og krøllet. Alt for krøllet til bare at blive kaldt bølget og ikke krøllet nok til at blive kaldt rigtigt krøllet. Man kan se mit før kræft-hår i indlægget her, hvor jeg skriver lidt om at skulle i hår-biksen og prøve parykker.

Dengang havde jeg meget svært ved at forestille mig, hvordan det ville føles at være korthåret. I dag er jeg hånden på hjertet semitræt af mit hår. Efter at have været skaldet i et halvt år er min frisure røget 100 pladser ned af prioriteringslisten. Eller nej, det passer ikke. Det er nemlig vigtigt for mig, at det sidder på samme måde hver dag; i en knold. Altså væk fra ansigtet. Jeg har trukket så meget i håret, at det føles som om, det er begyndt at gro i den retning. Altså at det naturligt søger tilbage og op i retning mod toppen af hovedet. Hvilket igen ikke er fordrende for mit forhold til håret.

Haha, ja, det er det er et glimt af mit glamourøse liv, man kan se i baggrunden 😉

Tidligere farvede jeg det jævnligt og plejede det med produkter, der kunne fremhæve krøllerne. Nu? Nu vasker jeg det med den shampoo, der tilfældigvis lige står fremme – ja, jeg bruger ikke en gang conditioner. Og de eneste produkter, jeg kommer i lokkerne, er noget mousse, der giver nok struktur til, at det kan sættes op. I knolden.

Oh well – jeg må se, om jeg med tiden bliver venner med håret. Eller om jeg bare skal klippe det af igen …