Jeg sover på sofaen ...

FriYAY eller friD’OH?

På arbejde i dag kom vi på et tidspunkt til at tale kort om yndlingsdage. Altså ikke fødselsdage, jul, pandekagedag og lignende.

Ugedage.

Snakken var faktisk en afløber af en eller anden kommentar om, hvornår man havde mest energi i løbet af ugen. Et bud var onsdag, fordi man så var halvvejs igennem ugen, og der ikke var SÅ længe til weekenden. Jeg sad og tænkte lidt … Indtil for nyligt ville jeg have været enig. Jeg ville have stemt i med en ‘ja, for fanden, og fredag er bare den allerbedste dag! Wooohooo, weekend!’-kommentar.

Ikke mere.

Altså weekenden er da dejlig, og der er ikke meget, der slår følelsen af at vågne langsomt og vide, at man ikke skal skynde sig, fordi man ikke vil have skæld ud af barnets lærer, fordi hun liiiidt for tit kommer lige præcis, når klokken ringer (arh okay, når den HAR ringet).

Men den dag jeg føler mig allermest frisk, glad og levende … er mandag!

Ja, I know … Totalt skruebrækker.

Det bliver værre endnu … For min nye mindst favorit-dag (jeg gider ikke bruge ordet ‘hade’, for det har sådan en negativ klang. Og det er jo ikke fordi, jeg hader dagen. Den er bare ikke lige så god som de andre) er … Fredag!

Godt nok er der X-factor og Disney og fredagsslik og ultraartige børn (de to sidste ting hænger sammen ;))  Men der er også træthed, hovedpine og ‘endnu en uge er slut, og jeg nåede ikke alt det, jeg ville’-følelsen. Og det er nok især det sidste, det handler om. En uge, der slutter. Som aldrig kommer igen. Et liv, der er en uge kortere. – Jeg behøver vist ikke skære det mere ud i pap 😉

Ooooog det er derfor, mandag er så dejlig. Begyndelsen på noget nyt. Alle muligheder er åbne. Hvad vil du bruge din uge på? Du vælger helt selv.

Det er lige præcis det, der er så fantastisk ved livet. Der er intet, man SKAL. Ud over at dø. En dag.

Alt det andet vælger du selv. Som det frie menneske du er, vælger du at gå på arbejde. Der er ingen, der tvinger dig. Og hvis du ikke føler, det er det rigtige, så har du alle muligheder for at sige farvel og tak og finde noget andet at tage dig til. Du kan også vælge IKKE at arbejde. Men det går kun for korte perioder ad gangen. Hvis du altså vælger at lade dig forsørge af det offentlige. Hvis du vælger at melde dig helt ud af systemet, så bestemmer du selv.

Jeg kan godt lide ind i mellem at udfordre den her tanke om ‘skal’. Altså med små ting. Jeg er jo ikke stor-rebel eller noget.

Et lille eksempel: Når jeg er alene hjemme, bliver jeg lidt oprørsk over det her med at spise måltider, og så vælger jeg for det meste at lade være. Måske spiser jeg is klokken 9. Eller æbler klokken 22. Det behøver ikke være noget usundt. Jeg gør bare lige præcis, hvad jeg har lyst til. Når jeg har lyst til det. Bare et par timer. Og det er SÅ befriende.

Og nu kommer jeg til at lyde som en rigtig ‘free spirit’, der laller rundt i min egen verden, og det er jeg bare overhovedet ikke. Jeg er for det meste sindssygt korrekt, kontrolleret og ‘efter bogen’. Men jeg er det, fordi jeg har lyst til det.

img_2696

img_2693

Shit, jeg trænger til at blive klippet …

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg sover på sofaen ...