Mit hår før og efter kemo

Jeg har altid været ‘hende med håret’. Hver gang jeg havde løst hår (og gjort noget ved krøllerne) fik jeg kommentarer om, hvor tykt det var. På trods af at jeg jævnligt fik det tyndet ved frisøren.

Det var nu ikke fordi, jeg var synderligt glad for det. Altså håret. Jeg kunne aldrig finde ud af at sætte det, så det klædte mig. Mest klædeligt var (og er) en knold, så håret ikke fyldte for meget omkring mit ansigt, der er ret smalt. Faktisk så smalt, at en optiker engang har fortalt mig, at jeg bør købe børnebriller.

Kodeordet er her VAR. For er der noget, mit hår ikke er mere, så er det tykt. Det er ikke fordi, det er blevet meget tyndt. Nok bare almindeligt tyndt. Strukturen er den samme. Sådan lidt stridt og kraftigt. Men der er sådan cirka en tredjedel af, hvad der plejer at være.

Se selv her på de to billeder, hvor jeg har næsten samme frisure. Det første er fra dagen, hvor håret blev klippet af (hvilket er præcis tre år siden, kan jeg se på fastelavnsansigtsmalingen). Det andet er fra i dag.

Synderen er sandsynligvis de manglende æggestokke. Det er meget almindeligt, at man bliver mere tyndhåret, når man kommer i overgangsalderen.

Og selv om man skulle tro, at det så er nemmere at style en pæn løshårsfrisure, nu hvor det ikke fylder lige så meget, så hænger det desværre ikke sådan sammen. Det ser stadig lige dumt ud. Nu bare ‘dumt med tyndt hår’.

Lortekræft.

Jeg spekulerer derfor stadig på at klippe det hele af. Så skal jeg ikke konfronteres med lortet dagligt.