Min første kemobehandling - flashback

Status på husrenoveringen #2

Ja, ja, jeg ved godt, jeg ikke har et #1-indlæg i denne kategori. Men det seneste indlæg om renoveringen af vores nye 70’er-hus findes her.

For lige at ridse situationen op, så har vi for et halvt år siden købt et hus. Jeg har flere gange kaldt huskøbet for både impulsivt og spontant. Lettere arrogant. Den beskrivelse er jeg blevet spurgt ind til flere gange. Og for lige at slå det fast, så mener jeg selvfølgelig ikke, at købet var impulsivt på samme måde, som når man står i Netto og får øje på en dims i Spot-sektionen, som man hurtigt smider i kurven, selv om den ikke står på indkøbssedlen.

Nej, det impulsive i beslutningen bestod i, at vi ikke havde planer om at flytte fra vores elskede rækkehus foreløbigt. Hvorfor skulle vi dog det? Vi havde (og har, vi er jo ikke flyttet endnu) både søde naboer (til begge sider og over for), direkte adgang til skolestien, 200 meter til børnehaven, lige så langt til Netto, en lille og nem have, værelser til alle, et nybygget hus uden vedligehold og med lave varmeugifter … ja, her kunne vi da sagtens bo i mange år.

Meeeeen så kom husET til salg. Og her kunne vi pludselig få øje på nogle ting, vi ikke har i rækkehuset. Som et bryggers. En stor kælder, hvor pigerne kan slå sig løs. En beliggenhed endnu tættere på vandet, et endnu større køkkenalrum, forskudte plan (det har jeg altid været fascineret af). Så vi var ude og se det tre gange og skrev derefter under på en købsaftale. Inden vi havde sat rækkehuset til salg.

Og for os, der normalt er meget påpasselige, når det kommer til økonomiske ting, så var det et vildt skridt at tage. Især når vi ikke vidste, hvor lang tid det ville tage at sælge rækkehuset (der stadig ikke er solgt på trods af mange fremvisninger, hvilket undrer mæglerne meget).

Nå, men så har vi da god tid til at renovere huset.

Ooooog nu har vi fået gipsplader op! Og varmen er blevet tændt! (Vi havde problemer med et fyr, der ikke virkede, så indtil for få dage siden har der været iskoldt i huset. Ja, nærmere koldere indenfor end udenfor – stakkels håndværkere).

Den kommende weekend bliver der sat en væg op mellem Mimis og Carolines værelser. Der var i forvejen to værelser af nogenlunde samme størrelse, og de var delt op af en skabsvæg, der fyldte alt for meget ift hvor meget, man fik ud af skabene. Derfor rev vi skabene ned, og nu sætter vi en væg op, så det ene værelse bliver lidt større end det andet. Caroline får det store værelse, og Mimi får det lille. Det giver mest mening, og med tiden kan vi rykke rundt på værelserne igen. Der går jo heller ikke mere end 8-10 år, før Caroline flytter (selv om jeg helst så, at hun valgte at køre middelhavsstilen og blive hjemme hos mama til langt op i 30’erne), og så har vi jo også en 70 kvm stor kælder, hvor der kan laves værelse(r), hvis pigerne pludselig gerne vil have værelse med egen indgang (årh, var det ikke også jeres drøm, da I var teenagere?)

Dernæst skal vi have lavet væggene og gulvene på badeværelserne. Vi har besluttet at få lavet microcement på både væg og gulv. Det ser mega fedt ud (håber vi).

Og nå ja, så skal vi lige beslutte, om der skal epoxy eller microcement på gulvet i køkkenalrum. Og går vi med epoxy, skal vi beslutte, om den skal være klar eller farvet. Åh, alle de beslutninger.

Se lige lofterne! De skal selvfølgelig spartles og males også.


Bemærk trappen op til ‘førstesalen’ (der jo kun er en halv gang op) på ovenstående billede. Her vil vi fjerne gelænderet og lave en glasløsning som dette:

Årh, bliver det ikke bare fedt?!

Vi skal også lige skrotte dette gamle monstrum af en brændeovn (der er noget med en netop vedtaget skrotpræmie) og købe en ny og lidt mere diskret. Vi har jo etableret gulvvarme, og vi har derfor ikke det vilde behov for den varme, sådan en brændeovn giver. Men det er bare SÅ hyggeligt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min første kemobehandling - flashback