Min første kemobehandling – flashback

I denne uge er det tre år siden, jeg satte mig til rette i en mellemblød stol på Roskilde Sygehus og lod mine årer fylde med to poser flydende krigere, der skulle hjælpe mig med at nedbringe antallet af kræftceller i brystet.

“… efter et par timer stod vi på parkeringspladsen igen. Vi kørte ned til Roskilde Fjord for at gå en tur. Der blev ikke sagt mange ord. Det var som om, den adrenalin og stresshormon vi havde kørt på hele ugen, pludselig var løbet tør. Nu var jeg stået på toget, og kunne ikke gøre andet, end at slippe og lade en anden styre. Mit hoved var tomt, kroppen træt, og jeg ville bare hjem.”

Sådan skrev jeg dengang.

Jeg kan næsten ikke finde tilbage til de følelser, jeg havde. Jeg kan huske, at jeg havde en masse følelser, ja, men jeg kan ikke mærke dem. Sådan lidt lige som man kan huske en ubehagelig scene fra en film, man har set mange gange, men naturligt nok ikke kan sætte sig i de medvirkendes sted. Fordi man har det sådan lidt ‘godt, det ikke er mig’-agtigt.

Men det VAR jo mig.

Måske lægger jeg så meget følelsesmæssig afstand til alt det, der skete dengang, fordi det var så voldsom en periode. Nybagt mor, kræftpatient, tre børn, ikke så stort netværk … Det var jo sindssygt hårdt. Det var det.

Og for hver dag, der gik, blev døren lukket og låst og nøglen smidt væk. Been there, done that, never coming back.

Eller kun delvist. For samtidig var der jo parallellivet. Barselslivet med lille Mimi, der for tre år siden ikke en gang havde fået et navn. Minderne og følelserne omkring hverdagen med min lille tykke baby vil jeg jo ikke lægge bag mig. Men i og med at de to verdener ind i mellem naturligt nok var viklet så meget ind i hinanden, at de var smeltet sammen, så er der erindringer omkring hendes første leveår, der er gået tabt.

Det hader jeg! At sidde og se billeder af Mimi fra da hun var 2, 3 eller 7 måneder gammel og ikke helt være i stand til at finde tilbage til det sted, jeg var dengang sammen med hende.

Kræften gav mig så meget, og intet af det var noget, jeg ville have. Men det værste var ikke det, den gav, men det den tog; nemlig en vigtig tid med min lille pige, som jeg aldrig, aldrig får tilbage igen.