Når man er 39 år – og hader at gå til tandlægen

Jeg kaldte først dette indlæg for noget, hvor jeg brugte ordet ‘tandlægeskræk’. Men det lavede jeg om igen, for jeg kan ikke rigtig forene mig med det udtryk. Lidt lige som ordet ‘vandskræk’. For selv om jeg ikke kan svømme og derfor ikke er helt tryg ved at gå i vandet, hvis det er dybere end 40 cm., så er jeg ikke vandskræk.

Og på samme måde har jeg det med tandlægebesøg. Jeg er ikke helt tryg ved dem. Især ikke når jeg (som i dag) ved, at jeg skal have lavet noget, der indebærer minimum et nålestik og mange minutters boring.

Det er min egen skyld. Jeg har haft et lille hul i en kindtand i et års tid. Ja, eller det startede jo som et lille hul … Der så er blevet større, fordi jeg er blevet ved med at udskyde reparationen af det. Nu er det blevet så stort, at et lille stykke af tanden er knækket af. Fordi jeg bed i en croissant. Som jo som bekendt ikke er det hårdeste at spise. Så nu er der ingen vej udenom. Det skal fikses.

Det ved jeg. Altså oppe i hovedet. Men min krop har bare ikke lyst. Så de seneste 24 timer har været en kamp mellem krop og sind. Hjernen siger: Godt, at du får det lavet. Kroppen siger: FLYGT!

For 10-15 år siden gjorde jeg det faktisk jævnligt. Altså flygtede. Der kunne jeg finde på at ringe og aflyse en tandlægetid op til flere gange, indtil det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne holde det ud mere. Der er kroppen alligevel så smart indrettet, at tandpine er noget nær det værste, man kan blive udsat for. Sådan en nat med nul søvn på grund af en dunkende tand har man ikke lyst til at opleve flere af.

Med årene er jeg blevet bedre til at tøjle det. Ikke at frygten er blevet mindre, men jeg er blevet bedre til at aflede mig selv helt op til, at jeg træder ind af døren hos tandlægen. Og når jeg først ligger i stolen, er der jo ingen vej udenom. Jeg har lært, at jeg skal booke en tid så tidligt på dagen som muligt. For ellers vil jeg gå rundt med bankende hjerte og halvdårlig mave (sorry, men ja, sådan reagerer min krop altså) hele dagen, til jeg skal af sted.

Oooooog nu skal jeg ud af døren … Wish me luck! Og kryds fingre for, at det ikke er en rodbehandling.

Billedet her er fra forrige gang, jeg var ved tandlægen. Og der var det vist bare et eftersyn og en tandrensning, jeg skulle have foretaget.