Snapshots fra en indlæggelse

Vi kan kalde den ‘the neverending story’, denne indlæggelse. <– okay, jeg er træt. Der er noget galt med den sætning, men jeg gider ikke ændre det. Og jeg skriver fra telefonen, så det hele er lidt besværligt.

Så vi går bare direkte til billederne. Totalt blandede og uredigerede. Værsgo. Som I kan se, er det ikke meget, man oplever her på stue 17. Tik tak siger uret på væggen. Provokerende.

Lidt billeder af maden her på afdelingen. Min appetit svinger lidt 😉

Caroline har lært at blæse bobler. Hun er vist ikke sikker på, at jeg har opfattet det, for jeg har skullet se det sådan cirka 1000 gange.

Mimi <3

Jeg har tidligere fortalt, at jeg har et kemokort, som jeg skal bære på mig. Nu er jeg også den stolte indehaver af et kort, der fortæller, jeg har en ekspanderprotese indopereret. Jo jo …

Vi FaceTimer ind i mellem. Det er ret hyggeligt, og selv Mimi ser ud til at få noget ud af det. Jeg bilder i hvert fald mig selv ind, at hun kan genkende min stemme og mit ansigt gennem telefonen. Apropos ansigt, så ser jeg da kun lidt åndet ud, hva?

Og så er jeg blevet lidt utålmodig ift. mit hår. Tror, kemoen har gjort mine hårsække relativt fatsvage. Tæt på retarderede. Tjek lige. Hallo, der er sgu da gået næsten seks uger siden kemo, spasserhår! Og ja, jeg taler også til jer, øjenvipper!

Ooooog så er jeg endelig kommet i gang med Game of Thrones. Har netop færdiggjort første sæson. Hallo, hvad skete der lige i afsnit ni?!?

Jeg er ikke 100 pct. hooked endnu. Meeen napper lige et par afsnit til.