Forældrefester uden børn – Prioritér dem!

Dette indlæg har ligget som en kladde, lige siden november måned (ja, jeg er i fuld gang med at færdiggøre alle de kladder, der ligger og griner af mig i mit arkiv) Idéen til indlægget opstod, da vi var til forældrefest med de andre mødre og fædre i Carolines klasse, altså 3. D (edit: som nu er 4. D :-P)

Forældrefesten i netop denne klasse har været en fast tradition siden 0. klasse. Og det er en fest, som mange af forældrene prioriterer rigtig højt. Nærmest højere end mange af de andre arrangementer. På trods af (eller måske lige netop fordi ;)) at det er et arrangement uden børn.

Når jeg tænker tilbage til min egen barndom, så fandtes der ikke lignende fester i de klasser, jeg gik i.

Jeg kan svagt huske nogle sammenskudsarrangementer på skolen. Arrangeret af lærerne og med deltagelse af både børn, søskende og forældre – måske også bedsteforældre? I hvert fald mindes jeg, at de retter, vi medbragte til det fælles buffetbord, altid var dem, der var mest af bagefter. Min mor var/er ikke den skarpeste køkkenkniv 😉 Jeg husker tydeligt, at jeg helt bevidst lod være med at stille mig i nærheden af vores ret for at undgå at høre, at der var nogen, der sagde noget grimt om den. Nu ved jeg jo ikke, om der virkelig var en far eller en mor, der talte grimt om maden på bordet, men jeg ville ikke løbe nogen risiko for at overhøre det, hvis det nu var.

Forældrene til mine klassekammerater kendte jeg selvfølgelig godt. Men kun på det høflige ‘hej’, ‘kan Lene lege’ og ‘tak for mad’-plan. Og så vidt jeg husker, var det det samme forældrene imellem. Altså at de kendte TIL hinanden – og så ikke mere end det.

Jeg tænker, at skole- og fritidslivet var mere adskilt dengang. Altså ikke for børnene, der brugte timerne efter skole i SFO’en, men for forældrene. Skolen skulle passes, lektierne laves, møderne overstås. Og så havde man som familie sine egne venner og bekendte, som man lavede ting med i weekender og ferier.

Når min søster og jeg mødte andre børn sammen med min familie, var det i hvert fald aldrig børn fra min klasse. Så var det mine forældres venners børn, som vi i bedste fald var nogenlunde jævnaldrende med – og i værste fald var flere år ældre end.

I dag er det helt anderledes. Der er flere forældre i Carolines klasse, som vi ses med, mens børnene leger. Ofte til bare en hurtig kop kaffe, men ind i mellem også til aftensmad eller en tur et eller andet sted hen. Jeg kan skrive mange linjer om, hvor hyggeligt det er sådan at ses med andre familier – men nu skal jeg komme til pointen og det, det handler om; forældrefesterne!

Jeg glæææææder mig altid til denne aften. Til at spise, snakke og grine med forældrene til de børn, Caroline bruger rigtig meget tid med hver eneste dag. Og det er netop fordi, det er forældrene til hendes klassekammerater, at jeg synes, at det er et vigtigt arrangement.

Vi er en blandet flok med vidt forskellige baggrunde. Det eneste, der binder os sammen, er klassen. Til de første mange arrangementer var det naturligvis børnene, lærerne og alt muligt andet omkring klassen, der fyldte samtalerne.

Men i takt med at alle har lært hinanden bedre at kende, og at vi er gået fra håndtryk og over til kram, er børnene trådt lidt i baggrunden, når vi holder forældrefester. Selvfølgelig bliver der stadig talt om vores afkom, men der bliver i lige så høj grad vendt alt muligt andet. Og det er så hyggeligt! Og sjovt!

Så nu glæder jeg mig bare til, at det bliver oktober igen 😉

Jeg møder ind i mellem mennesker, der vælger arrangementer uden børn fra. Sådan lidt med holdningen ‘Hvad er meningen med et klassearrangement uden børn?!’

Jeg kan godt se det fra deres side, men mit budskab vil alligevel altid være: prøv det af! Bare en enkelt gang. At lære de andre forældre bedre at kende vil gøre det meget nemmere lige at ringe og vende en konflikt, der er gået i hårdknude mellem børnene, eller at slå sig sammen om at købe en fødselsdagsgave til en børnefødselsdag. Eller noget helt tredje.

Det er måske et tilfælde – eller det tror jeg faktisk ikke, det er – men rent faktisk så er de fleste af de 6-7 elever, der er stoppet i klassen siden start, faktisk fra de familier, der aktivt valgte forældrearrangementerne fra. Nu er det selvfølgelig ikke grunden til, at de er stoppet. Men hvem ved – måske havde årsagerne til, at børnene blev nødt til at skifte klasse/skole, ikke vokset sig lige så store, hvis forældrene havde et stærkere netværk blandt de andre forældre i klassen?