Hvad gør man ikke for sine børn?

Jeg sidder foran computeren og venter på, at klokken bliver 10, så jeg kan købe Ariana Grande-billetter til Caroline. Til højre for mig kører ovnen med et fad kyllingelår, for der er aftenåbent i SFO’en, og hvert barn skal medbringe en ret. Til samme arrangement skal man også have en gave med, og den har jeg da lige købt på vej hjem fra børnehaven. Den skal bare lige pakkes ind …

I går var Carla til gymnastik og svømning, og Caroline var til svømning. De blev kørt i bil de 2 km til idrætscentret, og jeg havde sørget for en lille snack til Carla, som hun kunne spise efter gymnastik og inden svømning. Mens de trænede, løb jeg en tur med Mimi i babyjoggeren. Her fik hun lov til at se tegnefilm på mobilen, for hun gad ikke rigtig sidde dér uden underholdning. Hvilket var lidt atypisk, for hun plejer at elske løbeturene i joggeren.

I morgen står jeg ekstra tidligt op for at kunne nå alt det praktiske herhjemme, inden der er morgenmad i Carlas klasse. Sådan et ‘god jul og tak for i år’-arrangement, der er programsat til 35 minutter. Jeg skal lige huske at tage kaffe med.

Hov, apropos Carla så skal jeg lige forbi skolen senere og hente hendes cykel. Hun har en legeaftale senere, hvor hun ikke skal have cykel med. Så jeg må finde ud af en måde at få transportere cyklen herhjem, så den står klar til hende i morgen. Og nå ja, jeg skal da også bage fødselsdagsboller til Mimi, som hun skal dele ud i børnehaven. Hun har fødselsdag på lørdag, men da der er rigtig mange, der holder fri fredag, så har vi aftalt med børnehaven, at de fejrer det i morgen.

…

Sådan var det da ikke, da vi var børn, var det? Jeg husker ikke, at mine forældre var særligt meget på skolen. Og bil havde vi ikke, så jeg cyklede selv til spejder og hvad jeg ellers gik til. Skulle jeg have idrætstøj med, måtte jeg selv huske det. Hjemmebag havde jeg aldrig med til fødselsdage. Medmindre jeg selv bagte det. Det blev højst til en bakke flødeboller. Eller nej, jeg mindes smagen af en tør sandkage …

Er mine børn forkælede? Måske. Men jeg kan faktisk ikke se problemet i det. Når vi nu har mulighederne for at give dem alt dette, hvorfor så ikke gøre det? Jeg kunne sagtens sige til Carla, at hun selv må gå ned på skolen i aften og transportere cyklen hjem. Jeg kunne også fortælle Caroline, at hun selv må gå de 300 meter over i Netto og købe en gave til pakkeleg. Men jeg kan godt lide at gøre disse ting for dem.

Selvfølgelig skal det ikke kamme over, så de helt mister deres selvstændighed og følelsen af at have et ansvar. Eksempelvis er de selv ansvarlige for at pakke idrætstøjet – når jeg har husket dem på det 😉 Og de cykler de fleste dage af året selv i skole og hjem igen.

Hov, nu skal jeg til at (forsøge at) købe de billetter. Og kyllingen er vist færdig. Så det bliver lige et amputeret indlæg.

Men jeg tror faktisk, jeg lader være med at pakke pakkespilsgaven ind. Det kan Caroline selv gøre – med det gavepapir og bånd, jeg lægger frem til hende 😉