At aflevere Mimi, selv om jeg er hjemme

Vi har ikke noget tv …

 

… og det har vi ikke haft i to måneder.

Eller jo, vi har to fjernsynsapparater (kalder man dem det?) stående ude i skuret et sted. Men de har ikke været sat til, siden vi flyttede.

Da elektrikeren skulle trække ny el i hele huset, stod vi over for at skulle vælge, om vi ville have antennestik eller ej. Høje på sol, sommer og udeliv blev vi hurtigt enige om, at vi ikke behøvede antenne. Nul flow-tv til os.

I det gamle hus stod tv’et tændt en stor del af de timer, vi var hjemme. Oftest på en eller anden børnekanal. Og oftest uden at en eneste fulgte med i det, der foregik på skærmen.

Altså det kan man selvfølgelig stadig uden antennestik. Lige bortset fra at vores apparater er + 10 år gamle og derfor ikke har smart-status.

Så hvis vi støver skærmene af og tænder dem nu … ja, så sker der ikke noget som helst. Og det er derfor, de stadig står i skuret. For vi gider ikke se sne, før kalenderen siger december.

Hvis du havde spurgt mig for tre måneder siden, ville jeg gætte, at fraværet af tv ville betyde rigtig meget frigivet tid. Men det viser sig, at vi slet ikke har brugt så lang tid foran skærmene, som jeg troede. Som tidligere nævnt var de nemlig bare tændt, mens vi lavede alt muligt andet. Selv når jeg sad og arbejdede, kunne Kardashian-familien sagtens udøve deres intriger eller Dr. Phil rådgive overvægtige/narkomaner/barnløse/teenagemødre/forkælede/forgældede/kombination-af-ovenstående med sin helt egen Helligfrans-facon i baggrunden.

Og apropos at være hellig så kan det virke rigtig frelst ikke at have noget tv. Jeg har i hvert fald altid vendt en lille smule øjne indvendigt, når folk har proklameret, at der ikke findes fjernsynsskærme i deres hjem.

Men altså … vi har jo to tablets, fire telefoner (fem når Carla finder sin en dag – den har været væk, siden vi flyttede) og to bærbare. Så skærme mangler vi ikke.

Jeg tror også, det er derfor, pigerne ikke har brokket sig. De ser jo bare deres Netflix-serier og YouTube-halløj på 10-tommeren. Og fodbold er Morten begyndt at høre i radioen.

Og jeg ser bare ikke noget.

Meeeeeeen nu starter seriesæsonen op igen. Gift ved første blik, Bagedysten, Landmand søger kærlighed, Luksusfælden … Åh, det er altså det bedste ved efteråret. Og det ER altså bedre at se sådan noget på stor skærm.

Jeg kan lige forestille mig en mørk aften, hvor det rusker og regner udenfor, og jeg sidder i min sofa (den skal vi lige have købt) med brændeovnen knitrende (den skal vi også liiiige have købt), en kop kaffe i hænderne (kaffemaskinen har vi dog) og en rigtig god fordummende serie på skærmen.

Det må være næste projekt. Lige efter fodlister, garderobeskab, dørhåndtag, spisebord, vindueskarme, lamper … Okay, måske skal jeg bare vente til efteråret 2020.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At aflevere Mimi, selv om jeg er hjemme