I know what you did last summer …

Jeg kom lige til at sidde og kigge gamle indlæg igennem. Hold da kæææææft. Det er sgu da ikke mig, alt det er sket for, er det?!

d. 7. juni 2016 lavede jeg et indlæg, der hed ‘En kemouge i billeder‘. Og ugen inden havde jeg fået kemo nummer seks (ud af otte).

Hvad føler jeg, når jeg læser teksterne og ser på billederne? Det ved jeg sgu ikke rigtig … Jeg ved ikke, om det er en form for benægtelse – min krop, der beskytter mig mod minderne om alt det fucked up, der er sket.

I dag mødte jeg en bekendt(-agtig. Altså en, der ved, hvem jeg er, og at jeg har været syg. Jeg ved ikke en gang, hvad hun hedder), der spurgte, hvordan det gik. Jeg svarede, at jeg har det godt. Det plejer at være nok for de fleste, men for hende her var det åbenbart ikke. Hun blev i hvert fald ved med at tale om ‘det forfærdelige sidste år’, og om at ‘denne sommer bliver meget bedre’, og at ‘du gik sikkert rundt og var så bange’ og alt muligt andet. Jeg er ekspert i smalltalk, og denne evne gjorde jeg brug af i denne situation sammen med en masse ‘ja’, ‘jo’, ‘det er rigtigt’, ‘mmhmm’ osv.

Men sandheden er, at jeg ikke tænker tilbage på sidste sommer som en dårlig en af slagsen. Vi var i sommerhus. Vi spiste jordbær og masser af is. Vi var på stranden … Lige som alle andre. Den eneste forskel var, at jeg ikke havde noget hår, og at jeg skulle ’til kemo’ (som Carla kaldte det – som om det var noget, man gik til), ind i mellem.

Jeg husker faktisk kun de gode ting ved sidste sommer. Der er så meget snak om, at vejret var sindssygt dårligt. Ved I hvad? Sådan husker jeg det slet ikke. Jeg husker, at jeg gik tur på Islands Brygge med Mimi i 25 graders varme. Jeg husker, at der var en lille, hyggelig havn lige ved siden af det sommerhus på Langeland, vi havde lånt. Jeg husker, at vi en dag var uge og kigge på flyvemaskiner ved Flyvergrillen. Præcis hvorfor vi var det, husker jeg dog ikke. Det er disse små glimt, der fylder i hukommelsen. Og jeg har faktisk ikke lyst til, at det skal være anderledes.

Jeg ved jo godt, at jeg ofte var psykotræt, og at jeg mistede min smagssans, og at jeg en uge efter hver kemo ikke kunne overskue noget som helst – heller ikke Mimi. Jeg VED det, fordi det er sket, men jeg kan ikke genkalde det. Altså lidt på samme måde, som hvis det var noget fakta, jeg havde læst eller fået fortalt.

Så det er vildt underligt at føle, at omverdenen har en forventning om, at jeg skal tale med alle og enhver om, hvor slemt det var. Og hvor lettet jeg er over, det er overstået. For ja, det var slemt. Det var et år, jeg ikke ville ønske for nogen. Og netop derfor vil jeg ikke tvinges tilbage i det af random fremmede, der er lidt følelsesliderlige.

Argh, eller jo, jeg vil da gerne svare på spørgsmål – og jeg har da også selv behov for at tale om tingene. Men så skal det være på baggrund af oprigtig interesse.

Jeg er vist for træt til at formulere, hvad jeg mener 🙂

Hov, det var meningen, dette skulle være et ‘ti fra telefonen’-indlæg … Det bliver næste indlæg. Så må jeg vist lige ændre titlen også 😉