Når jeg bliver gammel … Altså om to uger

D. 21. september skal jeg have foretaget et indgreb, der føles langt mere grænseoverskridende end at få fjernet brysterne. På grund af min BRCA1-genfejl har jeg – ud over brystkræft – markant øget risiko for at udvikle kræft i æggestokkene. Derfor har jeg valgt at få fjernet æggestokke og -ledere så hurtigt som muligt.

salpingo–ooforektomi hedder det på lægesprog. Lyder det ikke nærmest som et fabeldyr?

Jeg overvejede på et tidspunkt at tage én ting ad gangen. Altså at få færdiggjort brysterne, før jeg begav mig ud i endnu et indgreb. Men jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg går rundt med en (føler jeg) tikkende bombe i kroppen.

Så nu bliver det gjort. Beslutningen er truffet. Datoen er valgt. Det er det eneste rigtige at gøre.

Men hvorfor føler jeg mig stadig (lidt) usikker over operationen?

Indgrebet er mindre end mastektomien (fjernelsen af brysterne). LANGT mindre. Det er en kikkertoperation – dvs. jeg får ikke ar hen over maven, men kun to-tre små huller. Jeg skal kun være i narkose i ca. tre kvarter, og det foretages ambulant, så jeg kan med stor sandsynlighed komme hjem samme dag. Oven i det får man ikke de store smerter bagefter ‘to Panodiler og en Ipren kan tage det’, forklarede gynækologen.

(Her er lige en illustration af indersiden af kvindens underliv. Bare så man er med, hvis man ikke er anatomi-stærk;) )

Så … Jeg bør være cool omkring det. Det føles bare som et mere voldsomt indgreb. Selv om det på mange måder slet ikke er det. Og det irriterer mig lidt, at jeg har det sådan med det, for jeg bør være totalt afklaret.

Jeg skrev lidt frem og tilbage med min søster omkring det. Og jeg er kommet frem til, at det handler om flere ting:

• Der bliver taget noget UD af min krop. Et organ, der har en funktion. Og som ikke er sygt (endnu).
• En stor del af min kvindelighed bliver endegyldigt taget fra mig. Jeg vil aldrig kunne blive gravid mere. Og jeg vil aldrig skulle have menstruation mere. Det er ikke fordi, jeg gerne vil have flere børn. Jeg er jo ikke sindssyg 😉 Men jeg vil gerne beholde muligheden for det.
• Jeg kommer i overgangsalderen med det samme. En epoke af mit liv vil være ovre, og jeg vil med ét befinde mig i mit livs efterår (fysiologisk og hormonelt set – hvis man kan sige det).

Det med overgangsalderen var det første, der ramte mig, da overlægen på genetisk afdeling fortalte, at min genfejl betød, at man ville anbefale mig at få fjernet æggestokke og -ledere.

‘Kan man se det på mig, når jeg går i overgangsalderen?’ spurgte jeg forfærdet. Da lægen kiggede underligt på mig, uddybede jeg: ‘Altså får jeg gråt hår og rynker og så’n?’

Det lyder måske som et hjernedødt spørgsmål. Men lige i det øjeblik kunne jeg simpelthen ikke overskue endnu en ting, der ville gå ud over mit udseende. Altså helt ærligt, jeg har mistet hår, øjenbryn, -vipper og bryster. Jeg vil da for helvede gerne beholde bare en promille ungdommelighed og kvindelighed.

Han kunne heldigvis berolige mig med, at overgangsalder ikke er ensbetydende med dette:

Ikke at der er noget galt i at være grå på toppen og med furer om øjne og mund. Meeeeen der er jeg bare ikke helt nået til endnu, synes jeg.

Alternativet er at vente. Til jeg føler mig mere klar. Og i mellemtiden blive scannet og få taget blodprøver en gang om året. Problemet er bare, at hvis først man opdager ‘noget’, så er det for sent. Så er det forfra igen med kemo, operationer, stråler … Og jeg er ret skræmt over gynækologens beskrivelse af æggestokkekræft som noget, der ofte ‘udvikler sig eksplosivt’.

Så jeg ved det: De skal ud nu. Jeg håber, jeg har sluttet fred med beslutningen, når jeg vågner op bagefter.