Når tween’en ikke vil klædes ud til fastelavn – og fortryder

Jeg husker fastelavn som noget rigtig stort, da jeg var barn.

Min søster er 18 mdr. yngre end mig, og hver eneste år op til fastelavn lå vi og råbte til hinanden fra vores værelser om, hvad vi ville klædes ud som. Jeg ville altid vælge klovn, og hun ville vælge prinsesse. Altid. Så hvordan vi kunne holde samtalen kørende i flere uger, indtil dagen endelig oprandt, er et mysterium. Men jeg husker det som, at det fortsatte helt til jeg var i hvert fald 12-13 år. Måske længere.

Hvert år.

“Hvad skal du være til fastelavn?”

“Prinsesse tror jeg … Hvad skal du være?”

“Jeg skal nok være … klovn”

Og sådan blev det. Min søster i et pastelhelvede af et prinsessekostume fra Føtex. Og mig i røde joggingbukser og et brugt klovnekostume med dertilhørende plastikmaske med røde nylonkrøller på toppen. En maske, der blev helt blød og fugtig efter kun to minutter og skulle hives af hvert øjeblik, for at jeg kunne trække vejret.

I dag er der fastelavn i SFO’en og børnehaven.

Mimi er kommet af sted i et Bamse-kostume. Altså Bamse fra Bamses Billedebog. Easy Peasy. På med dragten og af sted med lykkelig treårig, der ser så nuttet ud, at det næsten gør ondt i hjertet.

Carla (der om 16 dage fylder 8 år) gik i aftes i panik om, om der overhovedet ville være andre fra klassen, der ville være klædt ud i dag. Derfor fik hun mig til at skrive en sms til bedstevenindens mor for at høre, om hun også tog udklædning med. Altså bedsteveninden, ikke moderen. Efter et bekræftende svar pakkede hun et leopardkostume i en pose og lagde det glad i skoletasken. Et kostume, der rent faktisk bare er en natdragt fra H&M. Selv om hun egentlig havde valgt en gammel mariehønedragt. Men den vil hun hellere have på til fastelavn i Karate-klubben i morgen. Og hvad hun så vælger af husstandens tæt på 20 kostumer til søndagens to fastelavnsarrangementer (i hhv. klassen og i det hood, hvor det nye hus ligger, og hvor jeg synes, det vil være strategisk godt at ‘vise flaget’ allerede nu), vil tiden vise. Men det finder hun selv ud af.

Anderledes forholder det sig med Caroline, der fylder 10 om præcis en måned. Min dejlige store pige har nået en alder, hvor dagene er fulde af TikTok og hendes elskede svømmetræning, og hvor der bliver fniset, når snakken falder på drenge, og hvem der er forelsket i hvem i klassen. Altså ikke fordi, jeg altid er en del af den mere og mere hemmelige verden, hendes (privat)liv er. Kun i glimt bliver jeg inviteret ind i det, der foregår helt inde i hjertet på den store og modne pige.

Hun har ikke rigtig været interesseret i fastelavn i år. ‘Fint nok,’ har jeg tænkt. Det gjorde det jo lidt nemmere ift. at finde og forberede kostume. For hun er generelt virkelig kræsen, når det kommer til udklædning, og det har altid taget flere ugers forberedelse og lime og klistre og klippe og male og alt muligt. Altså fra hendes side – det har hun altid helt selv taget sig af. Sammen med bedsteveninden, der er super kreativ.

Så sent som i aftes spurgte hun, om hun ikke bare kunne køre hjem lige efter skole, nu hvor hun ikke gad at være med til at slå katten af tønden.

Men i morges var den lille pige tilbage. Hende, der egentlig gerne ville være klædt ud. Og da klokken var 7.30, var der ikke noget at gøre.

“Det kan være, der er flere af de andre, der ikke er klædt ud,” sagde jeg med mentalt krydsede fingre.

Øv. Nu får jeg det lidt skidt over, at jeg ikke har insisteret mere på, at hun skulle forberede et fastelavnskostume.

Jeg glæder mig til at høre, hvordan dagen er gået.

Åh, og så faldt jeg lige over et billede fra 2015. Her har pigerne været næsten 6 og næsten 4. Shit, der sker meget på fire år!

<3