Mit hår før og efter kemo

Har du været stiknarkoman?

Okay, præcis sådan spurgte den søde sygeplejerske ikke. Men det var tæt på.

I dag har jeg været på Køge Sygehus for at få scannet mine nyrer (på grund af mit høje blodtryk, der ikke kan forklares og ikke rigtig kan slås ned af medicin). Jeg var SÅ tæt på at køre til Roskilde, da jeg ikke havde nærstuderet den eksakte adresse. Først da jeg undrede mig over, at min GPS ikke kunne finde Lykkebækvej i Roskilde, kiggede jeg nærmere på det, der stod i indkaldelsen. Og der opdagede jeg, at der lige under vejnavnet stod 4600 og ikke 4000.

Det var i øvrigt heldigt, at jeg brugte GPS’en i dag. Det vil jeg ellers aldrig gøre, når jeg skal på sygehuset, for det er en vej, jeg snart har kørt mange (!) gange. Dog stod der i indkaldelsen, at afdelingen lå et stykke fra hovedindgangen, og derfor ville jeg lige tjekke, om min GPS kunne føre mig til en parkeringsplads tættere på, så jeg ikke skulle gå så langt. I det gode vejr. Ja, kom ikke og sig at det ikke kan betale sig at være doven ind i mellem 😉

En del af undersøgelsen var at få sprøjtet noget sporstof ind i en blodåre. Og det var så her, den ellers meget søde sygeplejerske stillede mig spørgsmålet. Lige inden havde jeg fortalt, at hun skulle forberede sig på, at jeg altså var meget svær at stikke i.

“Mine årer er meget stive og seje,” sagde jeg blandt andet.

Og nu kan jeg ikke huske, hvordan hun præcis formulerede spørgsmålet. Hun brugte ikke ordet narkoman eller stofmisbruger. Men hun spurgte meget venligt og medfølende, om mine blodårer havde været brugt til noget … eller noget i den retning. Måske mente hun det slet ikke, som jeg opfattede det, men jeg hørte det i hvert fald som om, hun gerne lige ville vide, om hun sad over for en ex-narkoman.

Jeg blev helt perpleks og skyndte mig at fortælle, at det altså bare var fordi, jeg havde fået kemo for tre år siden.

“Det var da tidligt at rode med sådan noget skidt,” sagde hun flinkt og scorede lige nogle point ved at hentyde til, at jeg var en ung sag. Og så satte hun trumf på ved at spørge, om der var chance for, at jeg kunne være gravid, og om jeg ammede i øjeblikket. Hvilket jeg jo kunne svare rimelig sikkert nej til.

Se lige min arm. En rigtig hadepatient for en nålestikker. Nul synlige årer – på trods af at jeg sidder og har det rigtig varmt lige nu.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit hår før og efter kemo