Seks nede, to tilbaws

Det er mandag. Jeg er hævet omkring øjnene. Og omkring anklerne, taljen … og sikkert alle mulige andre steder. Min hjerne er dopet på Prednisolon og kaffe. Mine fødder er ømme. Mit toilet savner mig, for jeg har ikke besøgt det ‘rigtigt’ i tre dage. Mimi gider ikke sove på grund af varmen. Min tunge er belagt med et eller andet, der gør, at alt smager af 99 pct. mindre. Tre store blå mærker har taget bopæl på mine ben (sygeplejersken forklarede mig hvorfor – jeg kan ikke huske det).

Men jeg’ da li’glad, jeg’ da li’glad.

For jeg har fået kemo i fredags og har derfor fucking to gange tilbage!

Snapchat beskriver meget rigtigt, hvordan jeg føler, jeg ser ud

Jeg vil ikke skrive meget mere om turen til Kemokontoret i fredags. For det var virkelig bare business as usual. Ind, stikkes tre-fire gange (fuck jer, årer), saltvand, is på hænder og fødder, Taxotere, vente-vente-vente, saltvand, ud.

Fordelen ved kølehandskerne er, at jeg kan camouflere mine mindre pæne gestikker, når Morten er provokerende. Hvilket han som bekendt er sådan cirka jævnt ofte.

Og så skal der da også lige babyspammes lidt <3

Caroline og Mimi har et helt særligt bånd. Mimi forguder hendes storesøster – og det er gengældt. Carla viser ikke helt lige så meget interesse. Eller jo, hun elsker sin lillesøster, det er helt tydeligt, men der er bare ‘et eller andet’ mellem Caroline og Mimi. Det kan godt være lidt synd for Carla ind i mellem, for hun giver udtryk for, at Mimi slet ikke kan lide hende lige så meget, som hun kan lide Caroline. Og det kan være svært at forklare hende, at det er fordi, at Caroline gør rigtig meget selv for at skabe den helt særlige kontakt.

Måske er det det, man mener, når man taler om det glemte mellembarn (?)