Udflugt til parykbiksen

At håret ryger, er en uundgåelig del af kemo-behandlingerne. Som lægen så klart sagde det, da jeg forsigtigt spurgte ind til, hvordan/hvornår/hvor sikkert det var med det dér skaldethed: ‘Det er den eneste bivirkning, der er 100 pct. sikker’.

14 dage efter første behandling (plus/minus). Så lang kort (!) tid har man, før hovedbunden begynder at prikke, og de første hårstrå løsner sig.

AD! Tanken om at kunne hiiive tykke totter ud af skalpen … Jeg forestiller mig, at det føles, lige som når man er blevet skoldet om sommeren, og huden sidder og blafrer. Den dér følelse af at hive det af og blotte den nye hud inden under. Brrrr, jeg får decideret gåsehud bare af at skrive det.

Nu er jeg beriget med sindssygt tykt hår, og det gør det heller ikke bedre. For jo mere hår, jeg starter ud med, des mere er der at tabe.

Jeg har derfor skumle planer om at tage saksen i egen hånd og cutte en del af håret (det hele?), inden det slipper taget. Da jeg allerede er startet på kemo, kan jeg desværre ikke donere håret til en parykmager (fordi håret bliver vildt mærkeligt af kemoen – tørt, mat, umedgørligt (se selv billedet nedenfor, der kan man ane det)). Men der findes et projekt, der hedder Globe Rope, hvor ‘billedkunstner Sara Skaaning indsamler og sammenføjer kræftramtes hår på tværs af grænser til et stærkt, globalt reb, der symboliserer tab, styrke, sammenhold og håb’.

Det er da smukt, ikk?

Jeg skyndte mig at tage en bilselfie, inden jeg kørte ind til byen. ‘Så har jeg da ét billede af mit hår’, tænkte panikhjernen.

Jeg kommer ikke til at rende rundt i offentligheden som egg head. Ikke til at starte med i hvert fald. Men som tidligere nævnt har jeg på ingen måde lyst til at bære paryk. Til at lade som om, jeg stadig har hår. Altså … Jeg forstår 100 pct. de kvinder, der gør det. Når du bliver skaldet, så bliver din sygdom allemandseje. Der er jo ingen, der kan se på mig, at der lige nu foregår en krig mellem cancer og kemo i min krop. Måske er jeg lidt bleg og mat i øjnene, men det kan lige så godt skyldes alt muligt andet. Var jeg skaldet i dag, ville folk straks tænke ‘kemo! Kræft! Død!’. Lige som jeg selv altid har tænkt, når jeg har set skaldede damer i Føtex-køen eller S-toget.

At man så også kan være skaldet af en masse andre grunde – så som egen fri vilje – er en helt anden sag …

Så at der er nogle kvinder, der gerne vil fastholde illusionen om at være raske og slippe for blikkene, er fuldt forståeligt.  Jeg orker bare ikke.

Men jeg ville ikke afskrive det 100 pct., og derfor var jeg i går på udflugt til en parykbiks inde i byen. For at få moral support og en valid second opinion havde jeg Charlotte med. Min søster. Jeg stoler på hendes mening og ved, at hun altid vil sige det lige ud, hvis noget ligner lort. Eller det modsatte.

‘Er du klar til parykshopping?’ spurgte jeg hende, da vi sad i bilen på vej ind mod byen. Det svarede hun vist ikke rigtig på, men jeg ved, hun havde det lidt stramt med målet for vores bytur. Og jeg ville da også lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke hellere ville drikke kaffe og kigge på forårsjakker end skulle overveje, om man skulle gå efter den syntetiske model eller luksushåret med ægte hår fra brasilianske damer (og mænd?), der en gang hver femte år har groet så meget, at de i hvert fald dén uge ikke behøver bekymre sig om, hvordan de får mad på bordet. (Forestiller jeg mig).

Og jeg gav det en chance. Håret altså. Jeg prøvede både korte, lange, krøllede, glatte, lyse og mørke … Endda en page i grå nuancer (!). Charlotte var vild med det glatte og lyse. ‘Du SKAL være blond, når du er færdig med at være syg!’ sagde hun bagefter. Og det vil jeg da overveje. Men det næste halve år skal jeg være … skaldet. Jeg sagde nemlig pænt tak, men nej tak til håret og fyldte i stedet en pose med huer. Rigtig fine huer, synes jeg selv.

Så nu er jeg klar. Håret kan bare ryge.

Og p.s. til dem, der har været så søde at spørge: De sidste to dage har været meget (!) bedre end lortedagen forleden 😉