Er skole/hjem-samtaler til for at please forældrene?

Klokken 19.50 i aftes opdagede jeg, at McDonaldsmedarbejderne faktisk kan se den, de taler med, når man råber ind i mikrofonen i deres drive-in. Da jeg skulle betale så jeg, at medarbejderen lige over mikrofonen har en skærm, der i rimelig god kvalitet viser, hvem der sidder i førersædet og bestiller nuggets, Big Macs og milkshakes til sig selv og resten af bilen. Jeg fik det sådan lidt ‘fuck’. For jeg kan ikke afvise, at jeg har siddet og pillet næse, mens jeg har langet ordrer af sted. Sådan noget kan man jo i bilen. Altså pille næse. For at sidde i sin bil er som at sidde helt alene i sin dagligstue, ikk?

Nå, men grunden til, at jeg sad dér i bilen og tog imod to Sundaes – en med jordbær og en med karamel – under kyndig supervision af Caroline og Carla var, at vi et par timer inden havde været til skole/hjem-samtale med Carolines lærere.

Det gik sååååååå godt. Og det havde jeg også forudset. Caroline går i 3. klasse nu, og vi hører nærmest aldrig noget om, hvad der foregår ovre i skolen. Hun er super cool, afslappet og nede på jorden. Noget, der ind i mellem kan tolkes som ligegyldighed, men det er det på ingen måde, for hun har rigtig meget vindermentalitet. Bare lidt skjult. Der er ikke så meget slinger i valsen med hende. Hun har ikke så mange humørsvingninger og er basically bare en tilfreds og velafbalanceret pige. Og så har hun helt styr på tingene.

Alt det vidste (og ved) vi godt, men at få det fortalt af tre voksne, der bruger mange timer med hende hver dag, føles SÅ godt. Det er som at blive aet med den største og blødeste hånd. Og så sidder man der og smiler mere og mere, mens man labber ordene i sig som halvsmeltet og fuldfed softice. 20 minutters optankning af point på forældre-selvtillidskontoen.

‘Noget må vi have gjort rigtigt,’ tænker man og klapper sig selv mentalt på skulderen over at have fremavlet sådan et unikum af et vidunderbarn.

Og så sker der det, at de snedige børn fanger stemningen og udtænker en måde, de kan få gevinst af situationen. Så jeg kørte frivilligt to smilende piger i drive-in for at købe en velfortjent mandags-dessert. Alle var glade.

Først i dag kommer jeg til at tænke på, at det vist var det samme ved samtalen i Carlas klasse for nogle uger siden. Og ved samtalerne sidste år. Lutter positivitet. Nul forbedringspunkter. Sukker med sukker på.

Og så tænker jeg: Hvornår er det blevet sådan?

Da jeg var barn gruede jeg for samtalerne. For der fik mine forældre at vide, at jeg snakkede i timerne. At jeg ikke rakte hånden op … Og alt muligt andet, jeg ikke kan huske. Der blev selvfølgelig også fremhævet nogle positive ting, men fokus var på de ting, der kunne gøres bedre.

Sådan virker det ikke til at være mere. Og gør det mig noget? Næh, egentlig ikke. For for Søren hvor føles det rart at få ros. Så jeg finder lige tilbage til følelsen fra i går og lader som om, hele verden er så lyserød, som den var under mødet.