Når man bliver så stolt, at man imploderer en lille smule

Jeg har aldrig gået til noget sport.

Jo, hvis spejder er en sport. Hvilket det ikke er.

Og nå ja, så gik jeg da også til svømning i nogle år som barn. Ja, det er rigtigt. Mig, der ikke kan svømme. Jeg har faktisk gået til svømning, da jeg var sådan cirka 9-10 år, tror jeg. I Sydskolens Svømmehal i Albertslund.

Jeg husker det tydeligt: De andre kunne allerede svømme lidt (på trods af at det var et begynderhold), så mens de svømmede rundt i det dybe, fik jeg lov til at plaske lidt rundt i den lave ende. Svømmede frem og tilbage på den korte led med korkbælte og plade. Sådan bliver man ikke en svømmer. Og det gjorde jeg altså heller ikke.

Netop fordi jeg ikke har gået til noget sport, har jeg aldrig oplevet det her med at deltage i stævner og konkurrencer. Hele stemningen omkring at være af sted og skulle præstere sit yderste for måske/måske ikke at hive en sejr hjem. At opleve ånden omkring at være en del af et hold, der hepper på hinanden, jubler over de gode resultater og trøster over nederlagene.

Men så er det godt, man kan opleve det gennem sine børn 😉

Caroline svømmer på klubbens talenthold, hvilket blandt andet betyder, at vi ind i mellem er af sted til stævner og konkurrencer. Jeg skriver ‘vi’, for jeg tager stort set altid med. Selv om det er trættende at sidde otte timer i en svømmehal, så elsker jeg hele oplevelsen omkring stævnerne. Spændingen. Nervøsiteten. Forventningen. Kraftanstrengelsen. Forløsningen. Opturene. Nedturene.

Jeg har været på to dommerkurser, så ofte har jeg en aktiv rolle under stævnerne. Ikke fordi jeg er den bedste dommer. Langt fra. Jeg er faktisk jævnt dårlig, haha. Jeg er lidt for flink, og mere end en gang har overdommerne liiiige måtte fortælle mig, at jeg skal huske at ‘skrive sedler’ på de regelbrud, jeg observerer. Ej, okay, SÅ dårlig er jeg heller ikke. Nu skal det ikke lyde, som om der bliver dømt forkert til de stævner, hvor jeg er en del af dommerteamet. Vi er jo heldigvis flere øjne i hallen. Faktisk er det ikke unormalt med omkring 15-20 officials til et standard stævne, som det vi var til i weekenden.

AIF’s Forårsstævne, der sjovt nok fandt sted i Vridsløselille Svømmehal, som ligger i samme bygning som Vridsløselille Skole, hvor jeg har gået i folkeskole.

Og det var her, jeg i weekenden næsten revnede af indestængt stolthed. (Indestængt fordi, det virker usportsligt at juble, når man har dommeruniformen på).

At opleve sit barn trodse vild nervøsitet og knokle derudaf – og blive belønnet med en tur på toppen af skamlen. Ahmenaltså. Det kan man næsten ikke rumme.

Og hun var bare on a roll i weekenden – for hun kom på skamlen intet mindre end fem(!) gange. Tre guldmedaljer og to sølvmedaljer.

Åh, min dygtige, dygtige lille store pige <3

… Og nu har jeg vist blæret mig nok både på facebook, instagram og herinde. Haha.

Ej, men man skal jo have afløb for det!

Og selvfølgelig er jeg lige så stolt, når hun er til stævne uden at få medalje. Men hendes egen glæde over resultaterne smittede rigtig meget af på mig, så jeg blev helt ør i hovedet over det.